Fortsæt til indhold

USA/tendens: Håb om lempelig finanspolitik løfter aktierne

Aktier
/ritzau/FINANS

Der er lagt op til en positiv åbning på det amerikanske aktiemarked tirsdag, hvor investorerne fejrer, at den tidligere centralbankdirektør, Janet Yellen, står til at blive USA’s næste finansminister.

Yellen har tidligere stået i spidsen for en lempelig pengepolitik og vurderes at ville føre en ligeledes lempelig finanspolitik, der vil komplimentere den nuværende pengepolitik med ultralave renter, skriver investing.com.

Dow Jones-futuren stiger 1,1 pct., mens S&P 500-futuren og Nasdaq-futuren ligger henholdsvis 0,8 pct. højere og 0,3 pct. højere.

Mandag steg Dow Jones-indekset også mest med 1,1 pct., S&P 500-indekset lukkede 0,6 pct. højere, mens Nasdaq-indekset gik 0,2 pct. højere.

Den lidt spraglede udvikling skyldes blandt andet, at håb om en snarlig coronavaccine har fået investorer til at søge over i vækstaktier, der har klaret sig skidt under coronakrisen. Til gengæld er der ikke lige så stor rift om de store teknologiaktier, der har klaret sig godt igennem epidemien.

En af den seneste tids helt store aktiedarlings, elbilproducenten Tesla, er ikke desto mindre stadig på den grønne gren og stiger næsten 5 pct. i formarkedet. Dermed er markedsværdien på vej til at overstige 500 mia. dollar, skriver Reuters, der ikke har forklaring på tirsdagens interesse.

Amerikansk elektronikkæde har kraftig vækst

Fra regnskabsfronten er der umiddelbart kommet godt nyt fra den amerikanske elektronikkæde Best Buy, hvis omsætning og indtjening oversteg forventningerne i tredje kvartal.

Aktien falder dog næsten 3 pct. i formarkedet.

På grund af fortsat betydelig usikkerhed relateret til forskellige påvirkninger af coronapandemien, kommer selskabet ikke med en prognose for fjerde kvartal, og det kan være årsagen til den lunkne modtagelse af regnskabet.

Smykkeforhandlers regnskab funkler

Heller ikke den amerikanske smykkeforhandler Tiffany modtager belønning for sit ellers stærke kvartalsregnskab, hvilket dog kan forklares med, at selskabet er på vej til at blive opkøbt af LVMH.

Tiffany klarede sig ellers langt bedre end ventet i sit forskudte tredje kvartal, hvor væksten blandt andet er drevet frem af høj salgsvækst i Kina og online.

Den justerede indtjening per aktie blev 1,11 dollar, hvor analytikerne kun havde sat næsen op efter 0,63 dollar.

Aktien stiger 0,2 pct. i formarkedet.

Det irske medicoselskab Medtronic, der er børsnoteret i New York, indikeres 0,7 pct. højere efter sit regnskab for et forskudt andet kvartal, hvor salget og indtjeningen er bedre end ventet.

Det skriver Bloomberg News.

Medtronics salg er faldet med 0,8 pct. i kvartalet til 7,65 mia. dollar, hvilket er over analytikernes forventning på 7,10 mia. dollar.

Den justerede indtjening per aktie faldt til 1,02 dollar fra 1,31 dollar, men ligger over analytikernes estimat på 0,80 dollar.

Tirsdag er også varehuskæden Dollar Tree regnskabsaktuel, og salgsfremgang og en stærk indtjening belønnes med en stigning på 6 pct. i formarkedet.

Lavpriskæden kom ud af tredje kvartal med et overskud per aktie på 1,39 dollar. Det er mere end 10 pct. mere end det mest optimistiske bud på 1,24 dollar blandt analytikere, som Bloomberg har indsamlet estimater fra. Gennemsnittet blandt analytikerne var bare et plus på 1,14 dollar.