Sydbank ser positivt afkast på globale aktier i 21, men ser usikkerhed
Verdensøkonomien befinder sig i et limbo, hvor udrulningen af vacciner skaber optimisme, mens stigende smittetal og nedlukninger på den anden side skaber pessimisme.
Men for aktiemarkedet er glasset nærmere halvt fyldt end halvt tomt i øjeblikket.
- Aktieinvestorerne har allerede set lyset for enden af COVID-19-tunnelen, og de er begyndt at tage forskud på, at verden nærmer sig ”normalen”, i takt med at 2021 skrider frem, skriver aktieanalysechef i Sydbank Jacob Pedersen i en opdateret strategi.
Der er flere ting, der taler for, aktiekurserne vil fortsætte op i det nye år. Udover at verden måske vende tilbage til "normalen", er det for eksempel svært at finde et alternativt afkast uden for aktiemarked. Samtidig er der ifølge Jacob Pedersen "lavrente- og likviditetslykkepiller så langt øjet rækker".
Men der er også risici, som kan trække aktiemarkedet i den modsatte retning, fremhæver han.
Den økonomiske nedtur kan blive længere end ventet. Der kan vise sig at være problemer med markedets prisfastsættelse, hvis 2021 ikke markerer året for en tilbagevenden til "normalen". Ligesom gældsbobler kan blive et problem, hvis inflation og renter tager et hop.
- Vi fastholder et gult afkastbarometer på de globale aktier, og dermed forventningen om et positivt aktieafkast, der dog ikke helt når op på det historiske niveau i 2020. I et nulrentemiljø er det bestemt værd at gå efter, skriver Jacob Pedersen.
Men investorerne skal se sig godt for. Selvom mange industrier og selskaber vil genvinde noget af det tabte, vil flere selskaber få det svært.
- Kursmæssigt er der allerede taget forskud på bedre tider, men højere gældsniveauer og omfattende effektiviseringsprogrammer efter store tab i 2020 betyder, at nogle selskaber i de hårdest ramte industrier får svært ved at levere det forventede indtjeningscomeback, selv om den økonomiske genrejsning indfinder sig, skriver Jacob Pedersen.
Og med de aktuelle nedlukninger, som præger verdensøkonomien, kan det indtjeningsmæssigt blive en hård start på 2021, som giver kursmodvind.
Men stor finanspolitisk hjælp, blandt andet fra den netop vedtagne hjælpepakke i USA, kan også give et løft til markederne.
Af aktiestrategien fra Jacob Pedersen fremgår det, at Sydbank har en købsanbefaling på selskaber som Danske Bank, DSV Panalpina, FLSmidth, Nordea, Pandora og Vestas, altså mere cykliske aktier.
Af defensive aktier har Sydbank en købsanbefaling på ALK-Abello, Bavarian Nordic, Carlsberg, Genmab, GN Store Nord, Novo Nordisk, Tryg og Ørsted, fremgår det.







