Aktier

Valuta: Dollar starter 2021 med en bred svækkelse

Dollar starter det nye år med en svækkelse overfor en række andre valutaer mandag morgen, da investorerne har taget hul på det nye års handel med en forventning om, at bedringen af verdensøkonomien vil styrke andre valutaer end dollar.

Troen på en styrkelse af de andre valuta er også drevet af de lave renter i USA, det massive amerikanske statsbudget samt landets handelsunderskud, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Og sammen med troen på en bedring af verdenshandlen har det sendt dollar på nedtur.

- Jeg tror, markedet stadig er i en stemning, hvor man ser gennem fingre med tingene, siger Moh Siong Sim, valutaanalytiker ved Bank of Singapore, til Reuters.

- Investorerne ser gennem fingre med flere dårlige nyheder og stigningen i antal smittetilfælde, fordi der er nogle få ting, der understøtter, fortsætter han og peger på eksempler som udrulningen af coronavacciner, brexit-aftalen og den økonomiske hjælpepakke i USA.

Euro er blevet styrket og koster 1,2249 dollar mandag morgen, hvor prisen torsdag eftermiddag var 1,2238 dollar.

I Asien er den japanske yen ligeledes styrket i mandagens handel. Det sker samtidig med, at Japans premierminister,Yoshihide Suga, har udmeldt, at hans regering overvejer at indføre undtagelsestilstand i Tokyo som konsekvens af et stigende smittetal i byen.

Dollar handles for 103,05 yen mandag morgen, hvor der gik 103,23 yen for en dollar.

Læs også
Top job