Aktier

USA/tendens: Afventende marked før senatorafstemning - corona i fokus

Forud for handelsstart tirsdag på de amerikanske aktiemarkeder tegner det til endnu en rød dag, efter at de ledende aktieindeks faldt 1,3 til 1,5 pct. mandag på årets første handelsdag.

Futures for S&P 500 og Nasdaq falder med 0,2 pct., og Dow Jones peger ned med 0,1 pct. efter et fald mandag på 1,5 pct. for det brede S&P 500-indeks, en tilbagegang på 1,3 pct. for de 30 tunge Dow Jones-aktier og et fald for det teknologidominerede Nasdaq-indeks på 1,5 pct.

Det er blandt andet stigende smittetal med covid-19, det muterede coronavirus og dagens valg af senatorer i delstaten Georgia, der presser stemningen forud for åbningen tirsdag.

Ender valget i Georgia med en sejr til Joe Bidens demokrater og stækker Republikanerne, der i dag har flertallet i Senatet, kan det betyde en lettere vej til flere finanspolitiske hjælpepakker for at afbøde skaderne på den coronaramte amerikanske økonomi. Det kan også være en vej til flere reguleringer af de store koncerner og højere skatter, hvilket presser dele af markedet, skriver Reuters.

- Markedet elsker status quo, og det er næsten, hvor vi er i øjeblikket. Men der er frygt for nye regler til de store tech-selskaber, og der er ligeledes frygt for højere skatter. Men bliver det kun med et lille flertal, så kommer der ikke meget af det, siger Patrick Spencer, direktør i investeringsselskabet Baird, til Bloomberg News.

DAGENS CORONANYT

Den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, har tirsdag opfordret myndighederne til at følge den godkendte doseringsplan for Modernas covid-19-vaccine og droppe overvejelser om at give halv dosis af vaccinen til dele af befolkningen, skriver Bloomberg News.

Med anbefalingen går FDA i rette med Moncef Slaoui, chef for det amerikanske vaccinationsprogram, Operation Warp Speed, der mandag luftede overvejelser om, at vaccinere de 18-55-årige med halv dosis, for derved at få vaccinerne til at række længere.

- At foreslå ændringer i den FDA-godkendte dosering eller tidsplanen for dosering af vaccinerne er overilet og ikke evidensfunderet i de tilgængelige data, siger FDA-chef Stephen Hahn.

Moderna stiger 1,1 pct. i formarkedet efter et plus på 7 pct. mandag.

FDA advarer også om, at kun hvis doseringsplanen for Pfizers og Biontechs vaccine følges, så vaccinen gives af to omgange med tre ugers mellemrum, vil effekten, der blev opnået i fase 3-studierne, kunne garanteres.

Pfizer falder 0,3 pct. i formarkedet.

TESLA I BAKGEAR

Mandag fortsatte Tesla frem med et plus på 3,4 pct., efter at elbilproducenten kunne melde om rekordlevering af biler i fjerde kvartal af 2020.

Næsten 181.000 Tesla'er trillede ud fra fabrikkerne i fjerde kvartal, og for hele 2020 leverede selskabet 499.550 biler. Det var blot 450 færre end Teslas målsætning om en halv million, men højere end de 481.261 biler, som analytikerne havde ventet, ifølge estimater indsamlet af Refinitiv, skriver Reuters.

Over det seneste år er Tesla-aktien accelereret med omkring eksplosive 700 pct. I december blev aktien indlemmet i det amerikanske S&P 500-indeks, hvilket også gav medvind til kursen.

Tirsdag indikeres aktien dog til et fald på 0,7 pct.

Læs også
Top job