Aktier

Tirsdagens aktier: Bavarian blev dagens vinder i presset eliteindeks

Aktionærerne i Bavarian Nordic sendte tirsdag aktien op efter en ordre på koppevaccine fra tre europæiske lande. Også biotekselskabet Genmab var med i toppen, efter at selskabet mandag aften fortalte om sin start på et fase 3-studie med Tisotumab Vedotin til behandling af livmoderhalskræft.

Samlet dykkede C25-indekset dog tirsdag med 1,2 pct. til 1680,59, efter at indekset mandag kom flyvende ud af starthullerne med en stigning på 1,5 pct. til indeksrekorden 1701,55.

- Markedet er en lille smule nervøst, og mandagens fald i USA er smittet af på Europa, der i dag har ligget lidt underdrejet efter en god start på året, siger Mads Zink, chefhandler i Danske Bank.

Tirsdag var præget af omvalget i USA i delstaten Georgia, hvor vælgerne skal finde statens to repræsentanter til Senatet i Washington. Hvis de to sæder går til Demokraterne, kan det øge sandsynligheden for offentlige investeringer i blandt andet en grøn omstilling, mens medicinalpriserne kan komme under pres.

Resultatet fra omvalget i Georgia ventes tidligst onsdag morgen dansk tid.

- Det er valget i USA, der er fokus på - og så den stigende coronasmitte og de stigende antal af lockdowns, vi ser nu, siger Mads Zink.

I Storbritannien har premierminister Boris Johnson givet ordre til en ny nedlukning af England efter et voldsomt opsving i antallet af smittede og døde med covid-19. Folk skal holde sig hjemme, medmindre de har et job, der gør det nødvendigt at arbejde ude, siger han. Og skolerne lukkes allerede fra tirsdag.

Og i det tyske er nedlukningerne forlænget til ud over den 10. januar, og det tyske avis Bild skriver, at det ventes, at nedlukningen forlænges til udgangen af januar. Også i Danmark er de nuværende restriktioner blevet forlænget.

De grønne aktier fortsatte mandag de positive takter fra 2020 med solide stigninger og lukkerekorder til blandt andet Ørsted og Vestas med plusser på henholdsvis 5,7 pct. og 2,6 pct. Men tirsdag endte de begge i rødt med fald på henholdsvis 1,5 pct. til 1294,50 kr. og 0,9 pct. til 1463,50 kr.

Der var lidt nyt til Vestas, da finanshuset Bank of America løftede kursmålet for Vestas til 1630 kr. fra 1300 kr., skrev Bloomberg News.

Finanshuset gentog ved samme lejlighed den positive anbefaling "køb".

BAVARIAN FÅR ORDRE PÅ KOPPEVACCINER

På de mere hjemlige fronter kunne Bavarian melde om indgåede kontrakter med regeringerne i tre europæiske lande omkring levering af koppevaccinen Imvanex.

Kontrakterne har en samlet værdi af 11 mio. euro (82 mio. kr.), der vil blive indtægtsført i første halvår 2021, hvor leverancerne også ventes at finde sted.

Bavarian Nordic steg tirsdag med 5,4 pct. til 198,30 kr.

Genmab steg 1,8 pct. til 2532 kr., efter meddelelsen om selskabets fase 3-studie med Tisotumab Vedotin, der skal være med til at positionere midlet på markedet i 2021, hvis det bliver godkendt.

Og hvis midlet opnår godkendelse, kan det sikre særdeles positive pengestrømme for Genmab fremadrettet, vurderer Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker ved Sydbank.

- Set i forhold til eksempelvis Darzalex, hvor man får royalties gående fra 12 til 20 pct., så sidder man her på halvdelen af indtægterne. Så behøver topsalget ikke at være mangedoblet-blockbuster, før Genmab rent faktisk får meget ud af det, siger Søren Løntoft Hansen til Ritzau Finans.

Biotekselskabet sidder nemlig på en stor del af ejerskabet, hvorfor det med en godkendelse kan sikre positive pengestrømme for Genmab fremadrettet.

Medicoselskabet Ambu faldt tirsdag med 2,9 pct. til 244,40 kr., og var dermed helt i bunden af eliteindekset sammen med FLSmidth og DSV Panalpina, der drattede ned med hendholdsvis 3,8 pct. til 220,60 kr. og 4 pct. til 1021 kr. Der var ikke noget nyt fremme fra eller om selskaberne.

NETCOMPANY SÆNKET TIL "HOLD" AF JYSKE BANK

Analytikerne hos Jyske Bank mener, at prissætningen af Netcompany nu har nået et fornuftigt leje og sænker derfor anbefalingen af aktien til "hold" fra før "køb".

Kursmålet hæves dog til 650 kr. fra 600 kr.

Netcompany faldt 1,2 pct. til 623,50 kr.

OPJUSTERING FRA SKJERN

Midt på tirsdag opjusterede Skjern Bank forventningerne til bankens resultat i det netop afsluttede regnskabsår.

Forventningen til overskuddet før skat løftes til 140-145 mio. kr. fra tidligere 125-140 mio. kr. efter en opjustering den 6. oktober.

Aktien steg 2,3 pct. til 71,80 kr.

Læs også
Top job