Markedsoversigt: Vestas og Ørsted led i C25 på dag med stigende renter
De grønne giganter i C25, Vestas og Ørsted, fik høvl tirsdag efter fald i gaspriserne, mens de mere defensive aktier holdt sig oppe i eliteindekset med Coloplast i top uden selskabsspecifikke nyheder.
C25-indekset endte tirsdagen 0,7 pct. lavere i 1609,072 efter et lille plus ved åbning.
- Renterne bevæger sig opad, og vi har lige fået et stærkt ISM-tal fra USA, som puster til renterne i opadgående retning. Et stærkt ISM lægger pres på, i forhold til at Federal Reserve skal ud og bremse økonomien med renteforhøjelser, siger Martin Munk, senioraktierådgiver hos Jyske Bank, til MarketWire.
Også i Europa ventes Den Europæiske Centralbanks møde på torsdag at munde ud i en renteforhøjelse, og her hælder markedet til et løft på 75 basispoint.
Ørsted og Vestas fik bank i bunden af C25. Det skete ifølge Martin Munk, i takt med at gaspriserne er begyndt at sætte sig igen.
- De grønne aktier lå rimeligt lunt på, at gaspriserne steg i kølvandet af meldingen om lukningen af Nord Stream 1. Faldet i aktierne har sikkert en sammenhæng med, at gaspriserne bliver kørt ned. Men jeg synes, det ser lidt voldsomt ud, siger Martin Munk.
Ørsted tabte 3,9 pct. til 698,00 kr., og Vestas smed 4,5 pct. til 175,60 kr.
Coloplast endte i toppen med en stigning på 3,2 pct. til 875 kr., hvilket ifølge Lars Hytting, chef for aktiehandel hos Artha Kapitalforvaltning, skyldtes stigende efterspørgsel på defensive aktier. Med i top var GN, der steg 2,1 pct. til 210,20 kr.
Novo Nordisk fik hævet sit kursmål til 950 kr. fra 900 kr. hos Bernstein, der fastholder "outperform". Aktien faldt 0,2 pct. til 781,60 kr.
Renterne skød i vejret tirsdag ud på eftermiddagen både op til og efter offentliggørelsen af en vigtig aktivitetsindikator fra USA.
Facit ved børslukketid var en tiårig dansk rente på 2,00 pct. - en stigning på 10 basispoint fra mandag og det højeste niveau i over to måneder.
De danske renter fulgte i hælene på endnu større rentestigninger i USA, der ifølge Reuters havde rod i forventninger om fortsatte markante renteforhøjelser i USA.
Tirsdagens nøgletal viste da heller ikke tegn på, at centralbankens renteforhøjelser har taget pusten fra økonomien, eller at der er grund til holde igen. Tværtimod steg indkøbschefernes forventningsindeks, ISM for servicesektoren, overraskende til 56,9 i august fra 56,7 i juli.
Økonomer havde ventet et niveau på bare 55,3 ifølge Bloomberg News.
Inden rentestigninger skyllede ind over obligationsmarkedet tirsdag eftermiddag, var der ved middagstid små rentefald, og det skete ifølge analytiker i Nordea Jan von Gerich sideløbende med medieforlydender om, at Den Europæiske Centralbank på torsdag vil drøfte en renteforhøjelse på 60 basispoint i stedet for de 75 basispoint, økonomer har sat næsen op efter.
Selv venter Jan von Gerich dog stadig en forhøjelse på 75 basispoint, skriver Reuters.




