Fortsæt til indhold

Europa/lukning: God dag for rejse-og gamblingssektoren

De europæiske markeder havde mandag en positiv dag, hvor rejse-og gamblingaktierne toppede på sektorbasis.

Aktier
MarketWire

Ryanair opnåede sit største overskud efter skat nogensinde for første halvår og steg, men det var Telecom Italia, som toppede i det paneuropæiske Stoxx 600.

Samlet endte indekset mandag 0,3 pct. højere i 418,36

Telecom Italia klarede sig bedst i dagens handel med en stigning på 10,6 pct. til 0,24 euro., da topinvestor Vivendi vil samarbejde med Italiens nye højrefløjsregering om et nyt nationalt bredbåndsselskab.

Den luxembourgske telekommunikationsudbyder Millicom, der opererer i Latinamerika, steg 10,1 pct. til 140,1 svenske kr. på børsen i Stockholm, hvilket er den største stigning i aktien siden november 2020.

Stigningen kom, efter at en fransk milliardær afslørede en aktiepost på 7,1 pct. i selskabet.

RYANAIR PÅ OPTUR

Europas største lavprisflyselskab, Ryanair, forventer nu at flyve 168 mio. mennesker i det år, der begyndte den 1. april, hvilket er en stigning fra tidligere ventet 166,5 mio., meddelte selskabet mandag ifølge Bloomberg.

Ryanair kunne for første halvdel af det skæve regnskabsår 2022/23 præsentere et overskud på 1,37 mia. euro.

Aktien gik 3,8 pct. frem til 12,77 euro.

Gamblingaktien Flutter Entertainment steg med 4,2 pct. til 136,80 euro, efter at selskabets amerikanske division, FanDuel, har fået medhold i en voldgiftssag mod den amerikanske mediekoncern Fox.