Markedsoversigt: Grønne aktier skød i vejret - rentefald holdt ved
Ørsted tog endnu en dag øverst på C25-skamlen, hvor aktien sammen med Vestas igen blev hjulpet af den øgede optimisme omkring potentielt lavere renter.
Renterne steg en smule tirsdag, men det kom i kølvandet af et kraftigt fald mandag, hvor flugt til sikker havn var med til at drive rentebevægelsen, der også var drevet af kommentarer fra en række topfolk fra den amerikanske centralbank. Meldingerne herfra er, at tiden med pengepolitiske stramninger er ved at være et overstået kapitel.
- Der begynder at komme flere tal, der peger på, at inflationstrenden er nedad. Samtidig giver uroen i Mellemøsten også en god grund til at holde lidt igen med stramningerne. Det er med til at presse renterne nedad, siger Oskar Barner Bernhardsen, investeringsstrateg hos Saxo Bank, til MarketWire.
Samlet set lukkede C25-indekset med en stigning på 2,0 pct. i 1702,69.
De grønne aktier har haft et svært 2023 med fald på mere end 40 pct. til Ørsted og knap 30 pct. til Vestas i kølvandet af den stædigt høje inflation og de kraftige rentestigninger.
De seneste to handelsdage har dog været anderledes opmuntrende for aktionærerne i de to grønne aktier.
Tirsdag blev Ørsted-aktien himmelsendt med et plus på 7,8 pct. til 370 kr. efter mandagens stigning på 3,2 pct., og Vestas-aktien steg 5,6 pct. til 147,18 kr. efter mandagens fremgang på 2,3 pct.
Mærsks B-aktie sluttede tirsdag med et fald på 2,0 pct. i 12.970 kr. efter meldingen om, at EU ikke vil forlænge en særlig undtagelse, der hidtil har fritaget rederiernes alliancer for at være underlagt konkurrencereglerne.
BLØDE CENTRALBANKTONER HOLDT RENTEN I KORT SNOR
De bløde toner fra amerikanske centralbankchefer var fortsat med til at præge obligationsmarkedet herhjemme tirsdag, hvor renten fastholdt det lave niveau efter mandagens kraftige rentedyk.
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation steg tirsdag med 1 basispoint til 3,07 pct. efter mandagens dyk på 14 basispoint.
Mandagens bløde toner fra en stribe amerikanske centralbankdirektører blev tirsdag bakket op af Raphael Bostic, chef for Federal Reserves afdeling i Atlanta, der ikke vurderer, at det er nødvendigt med flere renteforhøjelser for at få inflationen tilbage til 2 pct.
Tirsdag morgen viste opgørelsen over de danske forbrugerpriser en aftagende inflation til 0,9 pct. i september fra 2,4 pct. for måneden forinden.
- Det er den laveste årsstigning i forbrugerprisindekset siden februar 2021, hvor årsstigningen var 0,6 pct., skriver Danmarks Statistik.
Onsdag vil markedsdeltagerne især kigge frem mod opgørelsen over de amerikanske producentpriser, der kan give et lille fingerpeg om udviklingen i torsdagens forbrugerprisopgørelser samt aftenens referat af det seneste rentemøde hos Federal Reserve.



