Fortsæt til indhold

Markedsoversigt: Optur til Ørsted efter milliardlån og CO2-fangst på dag med rentefald

Ørsted var i god form på en mandag, hvor energikoncernen fik både CO2 og et milliardlån i nettet.

Aktier
MarketWire

Derudover var det lidt småt med store nyheder, men analyser var med til at hive selskaberne op eller ned.

Det danske aktiemarked holdt sig i grønt dagen igennem på trods af en rød åbning i USA, der var præget af gevinsthjemtagning efter en stærk udvikling i USA fredag - særligt efter en tale fra Jerome Powell, chef for den amerikanske centralbank, der indikerede, at de pengepolitiske stramninger er forbi.

Generelt plejer starten af december ikke at være super god, påpeger Danske Banks senioraktierådgiver, Lars Erik Skovgaard. Han peger også på, at Meta Platforms' administrerende direktør, Mark Zuckerberg, for første gang i to år har solgt aktier i selskabet bag det sociale medie Facebook for 1,27 mia. kr.

Samlet steg C25 mandag 0,3 pct. til 1737,15.

Som en del af kampen mod klimaforandringerne tog energiselskabet Ørsted mandag hul på byggeriet af to såkaldte CO2-fangstanlæg i Kalundborg og i Hvidovre.

Og hen på eftermiddagen bekræftede energikoncernen en låneramme på op til 1,2 mia. euro fra Den Europæiske Investeringsbank. Lånet skal hjælpe med at finansiere havvindmølleparken Borkum Riffgrund 3 i den tyske del af Nordsøen.

Ifølge Bloomberg News falder pengene på et tørt sted, da de kan hjælpe med at få Ørsted tilbage på sporet efter et år præget af nedskrivninger på flere milliarder.

Aktien steg 1,8 pct. til 332 kr.

ISS toppede dog indekset med et plus på 3,5 pct. til 121,65 kr.

Rockwool fik savet en luns af sin anbefaling hos franske BNP Paribas Exane til "underperform" fra "neutral" og kursmålet sat ned til 1730 kr. fra 1795 kr.

Rockwools B-aktie faldt 1,3 pct. til 1874,50 kr.

RENTEFALD BED SIG FAST

Renten på den toneangivende tiårige statsobligation holdt fast i mandagens indledende rentefald, der tiltog en anelse og endte på 3 basispoint til 2,61 pct. efter fredagens fald på 6 basispoint.

Faldet kom i kølvandet af en tale fra Jerome Powell, chef for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i fredags:

- Powell sagde, at forholdet mellem at gøre for meget eller for lidt var blevet mere balanceret. Og det var tilstrækkeligt for markedsdeltagerne, som valgte at købe yderligere op i de amerikanske obligationer med yderligere rentefald til følge, lød det fra Niels Christensen, chefanalytiker hos Nordea.

Markedet nu ser 100 pct. sandsynlighed for, at den ledende amerikanske rente vil være sænket til maj.

Mandag formiddag påpegede næstformanden for Den Europæiske Centralbank, ECB, Luis de Guindos, at centralbanken endnu ikke har sejret over den høje inflation. Bemærkningen fulgte sidste uges foreløbige inflationstal fra eurozonen for november, der viste et større fald end ventet, men "centralbankerne er nødt til at være påpasselige", sagde han mandag.