USA/T-bond: Pandemifrygten trykker igen renterne
Investorerne søgte onsdag ly i de sikre obligationer efter en grum advarsel fra USA's præsident, Donald Trump, om en svær tid forude på grund af coronapandemien. Den bevægelse sendte obligationskurserne op, mens de effektive renter derfor faldt.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation bakkede med 5 basispoint til 0,62 pct. efter sving mellem 0,58 pct. og 0,67 pct.
Torsdag morgen fortsætter rentefaldet på T-bondmarkedet i Tokyo, hvor den tiårige rente ligger i 0,57 pct.
Det er 2 point mindre, end da obligationsmarkedet i Danmark lukkede onsdag.
Den tiårige rente er efter de seneste dages fald igen snublende tæt på bundrekorden på 0,54 pct. fra for tre uger siden.
Renten på den toårige amerikanske statsobligation faldt onsdag med 1 basispunkt til 0,24 pct.
Torsdag morgen er den toårige T-bonrente 0,20 pct. i Tokyo eller blot 5 basispoint over alletiders bund i 0,15 pct. fra september 2011.
Investorerne blev skræmte af, at præsident Donald Trump sent tirsdag advarede om "to meget, meget smertefulde uger" forude for amerikanerne, samtidig med at det kom frem, at 865 personer i USA tirsdag døde med coronavirusset, som præsidenten kaldte for en "pest".
- Skiftet i stemningen i Det Hvide Hus' daglige briefing fra for bare fire eller fem dage siden er meget mærkbar, sagde Jim Tierney, investeringschef hos Alliancebernstein, til Financial Times.
Den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs har også lanceret sin seneste prognose for udviklingen i den amerikanske økonomi, og her lyder spådommen om en sammentrækning af aktiviteten med 34 pct. i andet kvartal. Spørgsmålet er også, hvordan økonomien kommer igen i USA, når der en gang igen åbnes op.
- Der er stadig en enorm mængde usikkerhed lige nu. Er dette en V-formet genrejsning, eller er det noget, som hænger ved og varer længere, end vi troede, lød det fra chefstrateg Shawn Snyder hos Citi Personal Wealth Management til The Wall Street Journal.
Onsdagens nøgletal var ellers bedre end ventet. ADP’s beskæftigelsesrapport over det private amerikanske jobmarked viste et fald på 27.000 job i marts, hvilket skulle sammenlignes med et ventet fald på 150.000 job, ifølge Bloomberg News.
/ritzau/FINANS