Obligationer/åbning: Lille rentestigning på nøgletalsfattig dag
Renten på den tiårige statsobligation starter ugen med en lille stigning på 1 basispoint fra fredag og ligger nu i minus 0,29 pct.
Der er også rentestigninger på programmet for den amerikanske tiårige statsobligation, hvor renten mandag morgen ligger i 0,65 pct. på markedet i Tokyo - en stigning på 2 basispoint fra fredag.
Der er ikke de store nyheder på menuen mandag, men der vil være stigende fokus på konflikten mellem USA's præsident Donald Trump og Kina, der har erstattet markedets coronafrygt, lyder analysen fra Andreas Østerheden, chefstrateg i Nordea.
- Det er særligt Kinas håndtering at virusudbruddet, som præsidenten er efter, og opmærksomheden vender sig naturligvis i retning af den nyligt indgåede våbenhvile mellem parterne og hvorvidt aftalen er holdbar. Vi kan derfor godt ende i en periode som i 2019, hvor markedsudviklingen svinger kraftigt i takt med nyhedsstrømmen, skriver han.
Mandagens nyheder på nøgletalsfronten er primært tal for tilliden i byggeriet i USA, det såkaldte NAHB-indeks.
- Der er tale om en forholdsvis tynd nøgletalskalender i dag. Dagens vigtigste nøgletal bliver sandsynligvis NAHB -indekset fra USA, der måler tilliden i byggeriet. Indekset tog et stort dyk i april, hvilket varsler trænge tider for det amerikanske boligmarked. I maj ventes der en stabilisering i indekset på et meget lavt niveau, skriver Mathias Dollerup Sproegel, makroanalytiker i Sydbank, i en analyse.
- I løbet af den forkortede uge venter der dog flere interessante nøgletal. Allerede i morgen venter det tyske ZEW -indeks for maj samt en tale fra Den Europæiske Centralbanks cheføkonom. Fra USA taler chefen for den amerikanske forbundsbank, Jerome Powell, både i morgen tirsdag og på torsdag, fortsætter han.
Også hos Nordea vil man være særligt opmærksom på Jerome Powells tale i løbet af ugen, der kan signalere, hvilke knapper centralbanken vil skrue på, skriver Andreas Østerheden i sin analyse.
- Den amerikanske centralbank vil naturligvis fortsat i fuldt omfang bruge sine værktøjer til at understøtte økonomien, men der vil også være behov for yderligere finanspolitiske pakker. Der har været nogen spekulation om, hvorvidt Federal Reserve vil indføre negative renter, men Powell gjorde i sin tale meget ud af at afvise den mulighed.

