Obligationer/åbning: Uændret åbning og fokus på USA og detailsalg
Det danske obligationsmarked holder fra åbningen onsdag fast i de rentefald, som markedet realiserede tirsdag.
Dagens største nøgletalsmæssige begivenheder er fra USA, hvor der kommer ISM-indeks for servicesektoren og beskæftigelsesrapport fra ADP.
Derudover vil der fortsat være fokus på nyt om en mulig ny amerikansk hjælpepakke.
Herhjemme ligger den tiårige danske statsrente onsdag morgen i minus 0,41 pct. Det er uændret i forhold til tirsdag, da renten på papiret faldt 3 basispoint.
I USA er flere af støtteordningerne i forbindelse med coronakrisen udløbet med udgangen af juli, herunder en forøgelse på 600 dollar om ugen af støtten til arbejdsløse.
Republikanerne i Kongressen ønsker at vedtage en ny hjælpepakke på 1000 mia. dollar, uden en forlængelse af den øgede støtte til de arbejdsløse, mens Demokraterne vil fastholde hjælpen til de arbejdsløse og bruge tre gange så meget.
- En politisk aftale om 1000 mia. dollar vil være en skuffelse. Konsensus i markedet er ikke til den lille pakke. Ud over det vil indretningen af pakken, til hvem og hvornår, også kunne skuffe. Der kan være mange skuffelser i detaljerne.
- Det skal være penge, som kommer ud nu. Ikke om flere år. Den skal også støtte small og midcap. Ikke de store selskaber, der bare vil bruge pengene på udbytter og aktietilbagekøb. Pengene skal ud i den reale økonomi, sagde seniorstrateg i Danske Bank, Lars Skovgaard Andersen, tirsdag aften til Ritzau Finans.
Fra eurozonen kommer der kl. 11 tal for detailsalget i juni. Analytikerne estimerer her en stigning på 6,1 pct. på månedsbasis efter en historisk fremgang på 17,8 pct. i maj fra et coronaramt april. Det viser estimater fra Bloomberg News.
Eftermiddagens ADP-rapport fra USA ventes at vise en beskæftigelsesstigning på 1,2 mio., mens ISM Service ses falde til 55,0 fra 57,1.

