USA/T-bond: Powells inflationsåbning løftede renterne
De amerikanske renter hoppede op torsdag, da den amerikanske centralbanks formand, Jerome Powell, satte ord på en ny strategi, der vil tillade en højere inflation.
Med mulig udsigt til større prisstigninger, der kan udhule renteafkastenes værdi, valgte investorerne at forlade obligationsmarkedet. Det pressede kurserne ned og sendte i sin tur de effektive renter op.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg med lidt mere end 5 basispoint til 0,74 pct. Den tiårige rente startede torsdagen i niveauet omkring 0,68 pct., inden den kortvarigt dykkede til 0,65 pct., men den var også helt oppe i 0,75 pct.
Fredag morgen fortsætter rentestigningen. Den tiårige T-bond handles med en rente på 0,77 pct. på markedet i Tokyo.
Det er 3 basispoint højere, end da obligationsmarkedet i Danmark lukkede torsdag.
Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente steg knap 1 basispunkt torsdag til nær 0,16 pct.
Fredag morgen er den korte rente uændret i forhold til ved New Yorks lukketid.
Med udviklingen er rentekurven stejlet med godt 7 point til 61 point siden torsdag morgen.
- Det, som sker i markedet, når Powell giver plads til en højere inflation, er, at man indregner inflation i den lange ende. Uanset om man holder renten i nul i fem år frem. Når centralbanken siger, at den vil lade inflationen skyde over målet, så skal det bare indregnes. Og derfor stiger rentekurven, forklarer Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.
EN NY STRATEGI
Federal Reserves (Fed) formand, Jerome Powell, knæsatte i en tale torsdag et nyt princip for bankens tilgang til inflationen.
Hidtil har banken haft et mål om symmetriske 2,0 pct. om året, men nu vil den i stedet anlægge en mere gennemsnitlig betragtning og lade inflationen overstige 2,0 pct. i længere perioder for at kompensere for en lavere inflation tidligere.
Samtidig vil banken også i højere grad lade sit andet hovedmål, maksimal beskæftigelse, få præference. Med andre ord vil Federal Reserve ikke automatisk foretage forebyggende renteforhøjelser, som den hidtil har gjort, hvis inflationen stiger. Ifølge Powell har det nemlig medført en spiral af faldende inflation og faldende inflationsforventninger. Med den nye strategi vil arbejdsmarkedet også få lov at løbe lidt mere varmt.
- Danske Bank har ikke ændret synet på renterne, men det kan godt være, at de skal være lavere i længere tid, og vi får en lang periode, hvor der ikke sker noget, men torsdagens melding er en kurvestejler. Der åbnes for spekulationen for, at inflationen kan stige. Derfor får man denne stejling. Så det er lige efter bogen, siger Danske Banks investeringsekspert.
- Jeg tror på, at kurven vil blive ved med at være stejl, når Fed siger dette her.
1 MIO NYE LEDIGE
Der var dog også andre nyheder denne torsdag, og de var til den positive side, hvilket også talte for stigende renter. I sidste uge meldte 1,0 mio. amerikanere sig som førstegangsledige. Det var helt som ventet, men alligevel et fald fra 1,1 mio. ledige ugen før det.
Den anden opgørelse over det amerikanske BNP for andet kvartal faldt også bedre ud end den første. Der var i perioden en negativ vækst, en sammentrækning af økonomien, på 31,7 pct., men den første opgørelse havde meldt om et fald på 32,9 pct.






