Fortsæt til indhold

Tirsdagens obligationer: Lille rentefald trods stærke nøgletal fra USA

Obligationer
/ritzau/FINANS

På trods af stærke nøgletal fra USA endte det danske obligationsmarked med et lille rentefald tirsdag.

Renten på det tiårige papir sluttede i minus 0,31 pct. - 2 basispoint lavere end mandag. Midt på eftermiddagen lå renten også lavere, men rentefaldet gik kortvarigt i sig selv igen ved 16-tiden, da de amerikanske indkøbschefers indeks over aktiviteten i fremstillingsindustrien, ISM, viste sig at ligge noget højere end ventet.

I august steg indekset til 56,0 fra 54,2 i juli, og lå dermed noget højere end konsensus blandt økonomerne om et indeks på 54,8.

Prisindekset steg samtidig til 59,5 fra 53,2. Her var konsensus 54,0.

Mens den amerikanske statistik overraskede positivt, kom der tirsdag mere bekymrende tal fra Europa, der indikerer fortsat lave renter.

Priserne på årsbasis faldt således med 0,2 pct. på årsbasis i august, viser det første estimat over forbrugerpriserne fra statistikkontoret Eurostat. Dermed ligger inflationen meget langt fra Den Europæiske Centralbanks, ECB's, målsætning om en inflation på lige under 2 pct.

Ifølge Sydbanks cheføkonom Søren V. Kristensen kan det indikere, at der er nye lempelser på vej, eksempelvis i form af, at banken skruer op for sine opkøb af obligationer.