Obligationer/tendens: USA-nøgletal og mulig ekstra stimulus i fokus
Det danske obligationsmarked ventes onsdag at åbne tæt på uændret. Senere på dagen vil der der komme fokus på amerikanske nøgletal, ligesom markedet vil holde øje med nyheder om finanspolitiske stimuli i USA.
Tirsdagens obligationsmarked var præget af, at det ikke lykkedes at få vedtaget forslaget om at hæve stimuluschecken til 2000 dollar fra 600 dollar i Senatet.
Mandag blev forslaget vedtaget med stor opbakning i Repræsentanternes Hus i USA, og tirsdag gik det så videre til Senatet, som er kontrolleret af Republikanerne.
Her blokerede Senatets republikanske flertalsleder, Mitch McConnell, i første omgang Demokraternes forsøg på at få forslaget vedtaget.
- Vi forventer, at det danske obligationsmarked vil åbne med tendens til uændrede renter. Investorerne vil i særlig grad fokusere på eftermiddagens amerikanske nøgletal. Investorerne vil også holde øje med nyt i forhold til den finanspolitiske stimuli i USA, skriver seniorøkonom i Sydbank Kim Blindbæk i en kommentar.
Onsdag morgen handles den tiårige amerikanske statsobligation i 0,93 pct. på børsen i Tokyo, hvilket er fuldstændig på linje med renten ved tirsdagens lukning.
Herhjemme faldt renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation tirsdag marginalt med 2 basispoint til minus 0,46 pct.
Den seneste tid er der landet en række regionale aktivitetsindeks fra USA. Mandag tog Dallas Fed blandt andet temperaturen på aktiviteten i Texas-området.
Onsdag kommer et lignende aktivitetsindeks fra Chicago Fed.
- Investorerne venter på forhånd en mindre stigning i indekset. Indekset ligger i øjeblikket over skillelinjen mellem tilbagegang og fremgang på 50, så stigningen vil antyde en højere vækst i aktiviteten. Chicago-indekset kan være med til at sige noget om udviklingen i det amerikanske ISM-indeks for industrien, der offentliggøres den 5. januar, skriver Kim Blindbæk.
Der er også nøgletal for hussalget i USA. Det såkaldt igangværende boligsalg er en indikator for udviklingen i boligsalget i den kommende tid. I sidste opgørelse faldt det igangværende boligsalg overraskende for anden måned i træk.
- Der er dog næppe grund til større bekymring, da salget på trods af coronakrisen i øjeblikket ligger 20 procent over niveauet på samme tidspunkt sidste år. Meget lave renter har været med til at holde hånden under det amerikanske boligmarked. Skuffer boligsalget igen, kan det dog presse renterne lidt ned, skriver Kim Blindbæk.









