Obligationer

Obligationer/tendens: Udsigt til små rentestigninger med fokus på PMI

Det danske obligationsmarked ligger til at åbne med små rentestigninger, på en dag hvor opmærksomheden er rettet mod reviderede PMI-erhvervstillidsopgørelser fra blandt andet USA, eurozonen og Tyskland.

Renten på den tiårige danske statsobligation endte onsdag i sidste uge uændret i minus 0,46 pct, hvilket var et fald fra minus 0,21 pct. ved nytårstid 2019.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation endte torsdag med et fald på 1 basispoint i 0,91 pct.

Dermed sluttede nytårsaftensdag med samme tendens som onsdag, hvor det også blev til et fald på 1 basispoint.

På børsen i Tokyo ligger renten på den tiårige statsobligation 3 basispoint højere end lukkeniveauet torsdag, hvilket er 1 basispoint højere end niveauet onsdag klokken 17.

FOKUS PÅ REVIDEREDE PMI-OPGØRELSER

Det nye år bliver skudt stille og roligt i gang med en række reviderede PMI-opgørelser, hvor Sydbanks makroanalytiker Mathias Dollerup Sproegel vil have mest fokus på opgørelsen fra eurozonen.

- Blandt dagens nøgletal vil der sandsynligvis blive holdt lidt øje med de reviderede PMI-tal fra eurozonen. Opjusteres PMI-tallene for december kan det presse renterne en tand op, vurderer makroanalytikeren.

Investorerne fik torsdag også lidt nyt fra den amerikanske arbejdsløshedskø, idet der blev præsenteret tal for nytilmeldte ledige.

De viste et fald til 787.000 fra 806.000 for ugen forinden, hvor økonomerne havde ventet en stigning til 835.000.

Læs også
Top job