Fortsæt til indhold

Obligationer/middag: Renten højere forud for påske

Det danske obligationsmarked ligger onsdag ved middagstid fortsat højere end ved markedslukning tirsdag på en stille dag, inden de danske handlere går på påskeferie.

Obligationer
MarketWire

Renten på den tiårige danske statsobligation handles onsdag i 1,09 pct. Det er 3 basispoint over niveauet tirsdag eftermiddag og højeste niveau siden 14. juli 2015.

Derefter går det danske obligationsmarked på ferie indtil tirsdag, hvor handlerne til den tid vil reagere på indtrykkene fra blandt andet Den Europæiske Centralbanks rentemøde torsdag.

- Vi venter ikke, at der kommer de store nyheder fra ECB på rentemødet skærtorsdag. Vi venter, at ECB vil gentage, at de kommende måneders vækst- og inflationstal bliver afgørende for den pengepolitiske sti i andet halvår, skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i Sydbank, i sin morgenkommentar.

I stedet ser seniorøkonomen først renteløft på hver 0,25 pct.point i ECB i september og igen i december. Varsler ECB imidlertid stramninger tidligere end ventet, vil det få renterne til at stige, mener Mathias Dollerup Sproegel.

Obligationsmarkederne har i længere tid været presset op af udsigten til renteløft fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, som reaktion på den stigende amerikanske inflation.

Tirsdag viste udviklingen i den amerikanske kerneinflation - eksklusive energi og fødevarer - imidlertid en lavere end ventet inflation i marts. Det satte tirsdag låg på stigningerne på det amerikanske obligationsmarked.

Onsdag kommer der nyt om inflationen, når USA fremlægger den månedlige udvikling i producentpriserne for marts. Der ventes ifølge Bloomberg News en stigning i producentpriserne på 1,1 pct. fra 0,8 pct. i februar.