Fortsæt til indhold

Obligationer: Nervøs stemning med fokus på Mellemøsten

Det danske obligationsmarked ventes at skyde ugen i gang uden de helt store udsving, mens handlerne i mangel på væsentlige nøgletal vil holde øje med den generelle stemning på de finansielle markeder.

Obligationer
MarketWire

Her fylder navnlig krigen mellem Israel og Hamas, efter at weekendens forventede isrealelske landoffensiv ind i Gaza er blevet udskudt. Fredag sendte det renterne gevaldigt ned, da investorerne søgte mod sikker havn af frygt for, at en invasion af Gaza kan trække flere aktører ind i konflikten.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation faldt fredag 3 basispoint til 3,01 pct.

I USA dykkede den tiårige rente 9 basispoint i løbet af handelsdagen og endte på 4,61 pct.

Mandag morgen er renten på den tiårige T-bond steget en kende til 4,65 pct. på markedet i Tokyo. Det er 3 basispoint højere end niveauet ved dansk børslukketid fredag.

Dagens eneste nøgletal af betydning er aktivitetsindekset fra New York - Empire State-indekset.

Her venter investorerne et fald i aktiviteten i oktober til minus 6,0 fra positive 1,9 måneden før.