Fortsæt til indhold

Valuta: Dollar og yen sendes baglæns af positive handelskommentarer

Valuta
/ritzau/FINANS

De mere risikoprægede valutaer er i kridthuset hos investorerne i tirsdagens handel, hvor dollar og yen modsat sendes på retur.

Baggrunden er mere positive toner i handelskonflikten mellem USA og Kina, hvor begge parter nu i hvert fald har fastslået, at der bakkes op om den fase 1-aftale, der blev nået i begyndelsen af året.

I det tunge kryds mellem euro og dollar understøtter det også den fælleseuropæiske valuta, at tyske nøgletal tirsdag har overrasket positivt.

En euro koster tirsdag eftermiddag 1,1823 dollar mod 1,1813 dollar per euro ved dansk lukketid mandag og 1,1788 dollar sent mandag aften dansk tid.

Samtidig skal man betale 106,32 yen per dollar tirsdag mod 105,85 yen per dollar mandag klokken 17.

Over for euro svækkes yen til 125,72 yen per euro fra 125,05 yen mandag eftermiddag.

Samtidig styrkes også både den svenske og den norske krone, og også det britiske pund er i fremdrift tirsdag.

Her koster et pund 1,3145 dollar mod 1,3071 dollar per pund ved dansk lukketid mandag.

Med til at trække euro op er en positiv opgørelse af erhvervstillidsindekset IFO, der steg mere end ventet i august.

Indekset steg til 92,6 i august fra 90,4 måneden før. Der var blandt økonomerne ventet en fremgang til 92,1, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.

Tallet dækker særligt over en positiv vurdering af den nuværende situation.

Samtidig viste væksttal fra Tyskland tidligere på tirsdagen også et lidt mindre dyk i bruttonationalproduktet (BNP) i andet kvartal, end det tidligere var opgjort.