Fortsæt til indhold

Valuta: Dollar slår bak mod euro - pundet styrkes

Valuta
/ritzau/FINANS

Efter en lille opblomstring nærmer dollar sig tirsdag igen det laveste niveau i mere end to et halvt år over for euro.

Bekymringerne over den muterede og mere smitsomme mutation af coronavirus, som er blevet opdaget i Storbritannien, er aftaget efter positive meldinger fra det tyske biotekselskab Biontech om, at selskabets vaccine også vil dække den nye variant.

På aktiemarkederne er stemningen vendt til det positive, og dermed er behovet for at søge i sikker havn i dollar atter dæmpet.

En euro koster tirsdag eftermiddag 1,2240 dollar mod 1,2211 dollar mandag aften.

Euro svækkes modsat over for pund, efter at Bloomberg News har kunnet berette, at EU overvejer at indgå et kompromis om fiskerettigheder i forhold til brexit-forhandlingerne.

Mandag kunne Bloomberg fortælle, at det seneste oplæg fra briterne er, at EU skal fiske omkring en tredjedel mindre i britisk farvand målt i værdi. Tidligere har briterne krævet, at EU-landene fisker 60 pct. mindre i britisk farvand, mens EU har stået på, at landene kun vil have reduceret sin fangst med en fjerdedel.

Euro handles tirsdag eftermiddag i 0,9122 pund, hvor prisen mandag eftermiddag lød på 0,9172 pund for euro.

I Polen er zloty yderligere svækket, efter at kilder fredag i sidste uge fortalte Bloomberg, at den polske centralbank havde interveneret. Indgrebet er ikke blevet bekræftet fra officielt hold, men banken har langt fra været begejstret over, at zloty i starten af december nåede det stærkeste niveau i tre måneder.

Tirsdag koster en euro 4,5096 zloty mod 4,4996 mandag eftermiddag og lige under 4,43 den 10. december.