Valuta: Dollar svækket til laveste niveau siden april 2018 mod euro
Den amerikanske dollar er svækket onsdag morgen til det laveste niveau i flere år mod flere valutaer. Valutahandlerne fokuserede ikke på forsinkelser i hjælpepakken og fastholdt deres positioner, der understøtter forventninger om mere stimuli. Det skriver Reuters.
Dollar ligger onsdag morgen i det laveste niveau siden april 2018 mod den fælleseuropæiske valuta, euro, den newzealandske og australske dollar og mod schweizerfranc er dollar i det laveste niveau i mere en fem år.
Dollar er blevet svækket, siden den afgående præsident Trump søndag underskrev den seneste hjælpepakke til den amerikanske økonomi. Mere stimuli til økonomien mindsker behovet for den sikkerhed, der ligger i at have dollarpositioner.
Selvom der fortsat er usikkerhed om størrelsen af hjælpepakken, så frygtes det at den amerikanske dollar vil fortsætte med at falde i det nye år, når den nyvalgte præsident Joe Biden træder til. Han ventes at levere yderligere tiltag til at styrke økonomien.
- Vi tror fortsat på en svag dollar også ind i 2021, skriver analytikerne i BBH i en kommentar ifølge Reuters.
- Hvad der kommer til at ske konkret med dollar afhænger af, hvor godt USA kan kontrollere virus i 2021 samt udsigterne for yderligere stimuli til økonomien.
Onsdag morgen skal der 1,2288 dollar til at købe en euro, mens der tirsdag eftermiddag skulle 1,2244 dollar til. Det er det laveste niveau siden april 2018.
Mod yen er billedet, at der skal 103,29 yen til en dollar mod 103,60 yen tirsdag eftermiddag.









