Valuta: Dollar stykes på fortsat stigende renter op til inflationsdata
Valutamarkedets fokus er klistret til de amerikanske renter, der fortsat skubbes i vejret forud for dagens amerikanske inflationsdata, der ventes at vise skyhøje og fortsat accelererende forbrugerpriser, hvilket forstærker forventningerne om aggressive pengepolitiske stramninger fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve.
Det afspejles tydeligt i det amerikanske dollarindeks, der vejer den amerikanske valuta i forhold til den fælleseuropæiske euro, den japanske yen, det britiske pund, den canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner.
Indekset ligger tirsdag morgen i 100,07 mod 99,86 mandag eftermiddag.
Det seneste års dollarstyrkelse er mest slående over for japanske yen, der i kraft af en fortsat yderst lempelig pengepolitik og dermed ultra lave renter får udvidet renteforskellen til især dollar, men også til euro og sterling.
Dermed er yen med en dollarkurs på 125,45 yen tæt på det svageste siden juni 2015, hvor 125,86 yen var toppen. Brydes det niveau, skal man tilbage til 2002 for at finde tilsvarende svag yen mod dollar.
Den japanske finansminister Shunichi Suzuki afviste tirsdag at kommentere på specifikke priser på valutamarkedet, men sagde, at overdreven volatilitet og uordnede kursudsving kan have en negativ effekt på økonomien og den finansielle stabilitet.
Bank of Japan har gentagne gange grebet ind for at holde den toneangivende statsobligationsrente omkring nul. Der har endnu ikke været intervention i valutamarkedet, og Bank of Japan har ikke for vane at blande sig i kursdannelsen, men intervenerer traditionelt verbalt og går kun i selve markedet i yderste nødstilfælde.
I modsætning til nulrenter i Japan, fortsætter de amerikanske renter med at stige på frygt for aggressive stramninger af den amerikanske pengepolitik på baggrund af en inflation, der for marts ventes at stige til 8,4 pct., mens stigningen estimeres til 6,6 pct., hvis fødevarer og energi trækkes ud.
Den tiårige T-bond forrentes tirsdag morgen med 2,83 pct., hvor renten ved årsskiftet lå på 1,51 pct.
En så høj amerikansk inflation øger forventningerne om aggressive stramninger, der nu ventes at medføre renteforhøjelse på 50 basispoint frem for 25 basispoint på de næste to møder i Federal Open Market Committee, der er den amerikanske forbundsbanks renteudvalg.
Forhøjelser i den størrelsesorden vurderes at styrke dollar endnu mere.
- Vi forventer, at dollar vil forblive efterspurgt og løfte sig til pandemiens højdepunkt på 103 indekspoint i de kommende måneder, skriver analytikere fra Commonwealth Bank of Australia i et notat ifølge Reuters.
Euro koster tirsdag morgen 1,0875 dollar mod 1,0900 dollar mandag eftermiddag, mens pund koster 1,3025 dollar tirsdag morgen mod 1,3045 dollar mandag eftermiddag.
Dollar ligger samtidig i 125,45 yen mod 125,50 yen mandag eftermiddag.




