Karriere

10 ting, som kun dårlige chefer farer op over

Bange chefer og mellemledere kan være svære at have med at gøre. Her er kendetegnene.

Går din chef nidkært op i, hvornår du møder? Frem for om du får arbejdet udført? Så kender du måske også disse tegn på bange og inkompetente chefer. Foto: Collage Foto: Colorbox

En streng og retfærdig chef kan være til at holde ud. Men en svag og bange chef er i længden ikke til at holde ud.

Sådan siger ledelsesekspert Liz Ryan fra Human Workplace til Forbes.

Hun peger på, at svage og ubeslutsomme chefer eller mellemledere kan gøre hverdagen til en pestilens på enhver arbejdsplads. De dræber initiativ og glæden ved at komme på arbejde.

»Der kommer et tidspunkt, hvor man som ansat ikke længere kan udholde en chef, der reelt er bange for sin egen position. Er man nået så vidt, gælder det om at tage fat i firmaets personaleafdeling for at få et andet job eller helt forlade arbejdspladsen,« siger Liz Ryan til Forbes.com.

Her er hendes top 10 over ting, som kun bange og inkompetente chefer farer op over:

  1. Kun frygtsomme chefer går vildt op, i om deres medarbejdere kommer og går lige på minuttet på arbejdet - så længe arbejdet bliver udført.
  2. Kun elendige ledere går op i, om deres autoritet bliver udfordret. For eksempel når en ansat foreslår en anden måde at gøre arbejdet på.
  3. Kun bange og pressede chefer bliver sure, når deres ansatte har det sjovt på arbejdet.
  4. Kun dårlige chefer brokker sig, hvis du bruger lidt ekstra tid på at hjælpe en kunde eller en kollega.
  5. Kun svage chefer hader det, når du taler med andre chefer eller mellemledere.
  6. Kun inkompetente chefer bliver sure, hvis du gerne vil lære noget nyt. De vil helst have, at du bliver i den "kasse", de har valgt dig til.
  7. Kun usikre chefer hader, når deres ansatte får ros af kunder eller andre ansatte. De er bange for, at du får mere opmærksomhed end dem selv.
  8. Kun chefer uden selvtillid er besat af regler og firmapolitik. De nægter at bøje en regel eller at gøre en undtagelse.
  9. Kun elendige chefer hader, når du deler dine ideer med andre. De ser samarbejdet som en konspiration vendt mod dem.
  10. Kun bange chefer er modstandere af at lære nyt. Det indikerer nemlig, at de ikke vidste alt i forvejen.
BRANCHENYT
Læs også