Karriere
0

Her er fem jobtitler, der bliver en del af fremtiden

Kunne du tænke dig at blive virksomhedens Ole Lukøje eller CO2-coach? Så glæd dig til fremtiden, siger fremtidsforsker.

Der er flere nye jobtitler på vej til de jobsøgende, hvis man spørger fremtidsforsker Liselotte Lyngsø. Grafik: Anders Thykier

Om blot 5 til 10 år vil virksomheder efterspørge folk, der kan varetage nye jobtitler som f.eks. Goodnight Sleep Officer, Gamemaster og Hyper Feedback Controller.

Facebook udløste behovet for en Social Media-manager. Apples App Store fik virksomheder til at hyre App-udviklere, og virvaret af datastrømme og algoritmer skabte Big Data-analytikere. Men hvilke vil opstå i fremtiden?

»Virksomheder har brug for, at folk kan se deres livsformål i titlen, og derfor står vi overfor en opblomstring i en helt masse nye job, som vi ikke har set endnu,« siger Liselotte Lyngsø, der er fremtidsforsker hos Future Navigator.

Jobtitler du ikke kendte for 15 år siden


  • E-sport manager: Leder af de e-sport-teams, der spiller computer på konkurrenceplan.
  • Community Manager: Sørger for at bevare den gode tone på de sociale medier.
  • Cloud-konsulent: Arbejder med at opbevare data i den eksterne harddisk "skyen".
  • App-udvikler: Udvikler apps.
  • Data Protection Officer: Skal sørge for at virksomheden overholder Persondataforordningen 2018.
  • LEAN-konsulent: Skal optimere virksomheden ift. tid, ressourcer og processer.
  • Software-Engineer: Indkøber af onlineannoncering som fx. bannerplads på sociale medier.
  • Crossfit-træner: Træner i et crossfit-center.
  • CSR-manager: Arbejder med en virksomheds miljø- og sikkerhedsområder.
  • Buisness Developer: Videreudvikler en større virksomheds forretningsgang.

Kilde: Jobindex.dk

Her kommer fem fremtidige jobtitler, som Liselotte Lyngsøs krystalkugle har kastet af sig.

Fremtidens Ole Lukøje
Det skal være slut med at tjekke mailboks og modtage breaking news-notifikationer efter sengetid. For i fremtiden vil virksomheder ansætte en såkaldt Goodnight Sleep Officer, der skal kontrollere, at medarbejderne får deres nattesøvn, og at virksomheden dermed ikke mister penge på trætte medarbejdere.

CO2-coach
Hvor ofte må en flexitar flyve på charterferie, for at klimaregnskabet er i balance? Og omvendt: Hvis man tager flybilletten, hvor mange af feriedagene skal man så være kødfri? Inden for de kommende år vil man se rejsebranchen, fitnesscentre og personlige coaching-bureauer oprette en stilling som Energy Optimizer. Deres job vil være at rådgive, hvordan folk får energi uden at skabe dårlig energi for verden.

Gamemaster
Fremtidens generation er vokset op som gamere, og derfor skal en gamemaster i fremtiden sørge for, at vi kan spille os til udvikling og læring. Hvis man eksempelvis gør rent på et hospital, vil en iPad vise, hvor meget gulv man har ramt, samtidig med at man dyster mod de andre medarbejdere.

Hyper Feedback Controller
Facebook-likes og flerstjernede ratings på Trustpilot er blevet altafgørende for os. Derfor vil der i fremtiden blive ansat folk til at kontrollere, at der ikke bliver manipuleret med de mange bedømmelser. Facebook er allerede ved at opfinde et system, hvor de ansætter en Hyper Feedback Controller.

Stickiness Advisor
Du skal blive hængende, og du skal gerne blive hængende så længe som muligt. Derfor vil streamingtjenester som Netflix ansætte en stickyness advisor, der skal få brugere til at binge serier så længe som muligt uden at lukke ned.

Ifølge Liselotte Lyngsø vil fremtidens jobtitler fokusere mere på, hvilken værdi jobbet skaber, fremfor hvilket hierarkiniveau det befinder sig på.

BRANCHENYT
Læs også