Serier

Konsulentgigant punkterer myte om kvinder i ledelse

Lige så mange kvindelige som mandlige mellemledere har ambitioner om at blive topchef. Men kvinder tror i mindre grad på, at de kan blive det.

I McKinsey-land
McKinsey-partner Sara Kappelmark forklarede under konferencen Womenomics, hvordan ubevidste bias blandt andet reducerer mangfoldigheden i toppen af erhvervslivet. Foto Sille Wulff Mortensen.

Er der færre kvindelige topledere, simpelthen fordi kvinderne ikke ønsker et liv som topchef?

Spørgsmålet bliver ofte rejst, når det handler om ligestilling og manglen på kvindelige ledere i toppen af dansk erhvervsliv.

Danmark er på 16. plads ud af 18 lande, når man sammenligner andelen af kvindelige ledere i Vesteuropa. Ifølge Eurostats seneste tal er kun 27 pct. af ledere i Danmark kvinder.

Men en undersøgelse fra McKinsey anfører, at det ikke er fordi kvinderne specifikt vælger en toppost fra.

Konsulenthuset har spurgt 1400 ledere fra hele verden – halvdelen mænd og halvdelen kvinder – om deres ambitioner:

  • Til udsagnet »I løbet af min karriere har jeg en ambition om at nå en rolle i topledelse« svarer 81 pct. af mændene og 79 pct. af kvinderne ja.
  • Til udsagnet »Jeg er klar til ofre en del af mit personlige liv for at nå en position som topleder« svarer 64 pct. af mændene og 61 pct. af kvinderne ja.
  • Men til udsagnet »Jeg føler mig sikker på, at jeg vil nå en position som topleder« deler feltet sig. Her svarer 76 pct. af de mandlige mellemledere ja, mens det kun er tilfældet for 58 pct. af de kvindelige mellemledere.

»At sige, at kvinder bare ikke har samme ambitioner som mænd, er simpelthen en myte. Det er andre faktorer, der spiller ind, når kvinder ikke bliver ledere,« slår Sara Kappelmark, der er partner hos McKinsey Sverige fast.

Under et oplæg på årets Womenomics konference i Tivoli i København understreger hun i stedet effekten af såkaldt unconsious bias eller ubevidste forudindtagelser, som vi alle har, og som betyder, at vi vurderer mænd og kvinder forskelligt.

»Kvindelige ledere fremstår præcis så ambitiøse som mænd, men de internaliserede stereotyper gør dem mindre selvsikre, når det handler om at nå toppen,« siger hun.

Samme pointe har Pernille Hippe Brun, som er ledelseskonsulent og forfatter til flere bøger om emnet. Ifølge hende er mænd fx langt mere tilbøjelige til at tage en post, de endnu ikke føler sig helt kvalificerede til at bestride.

»Mænd tænker typisk, at »det skal jeg nok få lært«. Her holder kvinder sig desværre mere tilbage og vil gerne være helt kvalificerede og parate, før de griber muligheden. Heldigvis er tendensen ved at vende,« har Pernille Hippe Brun tidligere forklaret til Finans.

Også hun peger på, at de ubevidste bias fylder mere, end hvad øjet kan se.

»Vi skal heller ikke fornægte, at det stadig spiller en rolle, at med flere mænd på nuværende topposter end kvinder – og mænd, der ikke nødvendigvis har det på egen dagsorden bevidst at få flere kvinder ind på topposter – medvirker det til, at færre kvinder kommer i betragtning. Der bliver simpelthen ikke holdt nok øje med dem.«

Fra 2007 til 2017 er andelen kvinder i ledelsesrollen faldet med 1,2 pct. i Danmark ifølge Eurostat.

Ser man på andelen af ledere i den øverste ledelse, er antallet også lavt.

En opgørelse af 122 danske virksomheder med en omsætning på over 2,5 mia. kr., som Bibliotek og Research i JP/Politikens Hus har kontaktet for Finans optræder 30 kvinder i direktionerne. De 30 kvinder udgør 10 pct. af det samlede antal direktionsmedlemmer i virksomhederne.

Ganske få sætter sig i førersædet som adm. direktør. Blandt selskaberne i det danske C25.indeks er kun en enkelt kvinde adm. direktør, nemlig Deborah Dunsire, der topchef i Lundbeck.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også