Karriere

Tidligere Danske Bank-profil Anne Louise Eberhard er årets bestyrelseskvinde

Anne Louise Eberhard er ikke et velbeskrevet blad i dansk erhvervspresse . Det kan hendes nye titel af Årets Bestyrelseskvinde lave om på.

Anne Louise Eberhard har tæt på 30 års erfaring fra bankverdenen og sidder i dag i bestyrelsen i blandt andet FLSmidth.

Anne Louise Eberhard, der sidder i bestyrelsen i blandt andet Topdanmark, FLSmidth og Bavarian Nordic, modtager prisen som Danmarks mest talentfulde kvindelige bestyrelsesmedlem 2020.

Næste stop kan meget vel blive en formandspost, mener juryen hos Women’s Board Award, der har Ørsteds bestyrelsesformand Thomas Thune Andersen for bordenden.

Blå bog: Anne Louise Eberhard

Født: 24. april 1963 og opvokset i Risskov uden for Aarhus.

Sidder i bestyrelsen i FLSmidth, Topdanmark, Bavarian Nordic, Finansiel Stabilitet, Knud Højgaards Fond og Moneyflow.

  • Erhvervserfaring

2016-2018: Koncerndirektør, Intrum Justita, Sverige.

1984-2014: Forskellige stillinger i Danske Bank, sluttede som direktør i Group Risk Management og var før det blandt andet direktør og Global Head of Corporate & Institutional Banking og direktør og Global Head of Acquisition & Leveraged Finance.

Har beskæftiget sig med kommercielle og kunderettede transformationer samt særligt kredit og risikovurdering af landets største virksomheder men også med corporate finance, altså rådgivining i forbindelse med opkøb og virksomhedshandler.

  • Uddannelse

Jurist fra Københavns Universitet

HD fra Copenhagen Business School

Diverse ledelseskurser mv. på Harvard Business School, CBS og Insead.

  • Privat

Bor i Charlottenlund, mor til to voksne børn på 20 og 24 år.


»Udover en stærk executive karriere og relevant bestyrelseserfaring er det vigtigt, at prismodtageren både kan og vil bruge prisen til at være aktiv ambassadør for den diversitet, der mangler i det danske bestyrelseslandskab. Vi har brug for kompetente, tydelige rollemodeller, der tør gå forrest,« lyder det fra ham.

Anne Louise Eberhard har været tæt på 30 år i Danske Bank og to år i koncernledelsen i Intrum, der er en svensk børsnoteret koncern, inden hun for et par år siden slog ind på en bestyrelseskarriere. Hun er i dag 56 år.

»Anne Louise Eberhard skiller sig særligt ud ved, at hun er en af de stadig relativt få kvinder, der har valgt at prioritere en ren bestyrelseskarriere. Og i en alder, hvor det tydeligt ikke er en retrætepost, men stadig med ambitioner om og kapacitet til at performe på højeste niveau,« siger Susanne Hoeck, der er medstifter af Women’s Board Award.

I Danmark er hver fjerde bestyrelsesmedlem i de børsnoterede selskaber en kvinde, og mere end halvdelen har ikke en eneste kvinde i bestyrelsen.

Prisens formål er derfor ikke kun at hylde den enkelte, men at øge fokus på, at mangfoldighed kan øge værdiskabelsen i landets selskaber.

Der er en meget stærk kvindelig pipeline, som vi skal forstå at udnytte langt bedre, end vi formår.

Thomas Thune Andersen, formand for juryen ved Women’s Board Award

»Danmark er faldet tilbage på ranglisterne. Det bør og behøver vi ikke, når vi har så stærke kandidater som årets vinder og tidligere prismodtagere. Der er en meget stærk kvindelig pipeline, som vi skal forstå at udnytte langt bedre, end vi formår,« siger Thomas Thune Andersen, der i øvrigt med vilje kalder sig styreleder og ikke bestyrelsesformand.

Juryen består foruden ham af blandt andet sidste års vinder Helle Valentin, IBM, Vagn Sørensen, bestyrelsesformand i bl.a. FLSmidth, og Jørgen Huno Rasmussen, formand i Lundbeckfonden.

Women’s Board Award
  • Blev lanceret i 2014, hvor prisen gik til Eva Berneke, topchef i KMD.
  • Tidligere modtagere tæller derudover Merete Eldrup, Lene Skole, Pernille Erenbjerg og Marianne Kirkegaard og Helle Valentin, partner i IBM.
  • Prisen gives til et kvindeligt bestyrelsesmedlem med solid ledelses- og bestyrelseserfaring, der har potentiale til at indtage en formandspost.
  • Norske Styreinformasjon står bag prisen, der foruden Danmark uddeles i blandt andet Finland, Norge og Sverige.
  • Den overrækkes igen i år af Kronprinsesse Mary.

Vinderen selv ville på sin vis ønske, at der ikke var brug for at skabe opmærksomhed omkring kvinder i bestyrelser.

»Det vigtigste er, at jeg håber på at kunne inspirere mange flere kvinder til at gribe karrieren og de mange spændende udfordringer og oplevelser, der følger med. Og understrege, at man ikke bliver en dårligere mor til at gøre karriere,« siger Anne Louise Eberhard.

Med i opløbet til at blive årets bestyrelseskvinde var blandt andet:

  • Susanne Given, bestyrelsesmedlem i Made.com og Outfittery
  • Susanne Mørch Kock, topchef i Danske Spil
  • Marianne Bedsted, topchef i Salling
  • Marianne Wiinholt, finansdirektør i Ørsted
  • Marianne Dahl Steensen, Microsoft
  • Sisse Fjelsted Rasmussen, finansdirektør i Stark
  • Christina Grumstrup Sørensen, partner i CIP
  • Rikke Kjær Nielsen, partner i EQT
  • Mette Vestergaard, LEO Pharma
  • Britt Melbye, topchef i Atos
BRANCHENYT
Læs også