Karriere

Martin Braithwaite skifter til Barcelona

Barcelona har udstyret den danske angriber med en frikøbsklausul på 2,2 milliarder kroner.

Danmarks Martin Braithwaite i aktion under EM-kvalifikationskampen i 2019 mod Irland på Aviva Stadium i Dublin. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Den danske fodboldspiller Martin Braithwaite skifter til FC Barcelona. Det oplyser den spanske storklub på Twitter.

Barcelona har aktiveret frikøbsklausulen på omkring 135 mio. kr. på Braithwaite, som skal være brandslukker i den spanske storklub. Han skifter fra klubben Leganés.

Reglerne i Spanien foreskriver, at man kan få dispensation til at hente en erstatning for en skadet spiller.

Lige efter transfervinduet blev Ousmane Dembele meldt ude i et halvt år, og det er derfor, at Barcelona kan hente en ny spiller uden for transfervinduet.

BLÅ BOG: Den nye Barcelona-angriber Martin Braithwaite

Martin Braithwaite har gennemført et opsigtsvækkende skifte fra Leganes til FC Barcelona i den bedste spanske fodboldrække.

Her kan du blive klogere på den danske angriber:

  • Navn: Martin Braithwaite.
  • Født: 5. juni 1991 (28 år).
  • Nationalitet: Dansk.
  • Position: Angriber.
  • Klub: FC Barcelona.
  • Tidligere klubber: Leganes, Middlesbrough, Bordeaux, Toulouse og Esbjerg.
  • Landskampe/mål: 39/7.
  • Ungdomslandskampe (samlet): 21/2.
  • Klubkampe/mål for Leganes: 48/13.
  • Titler: Vinder af landspokalturneringen med Esbjerg i 2012/13.

Kilder: DBU og Transfermarkt.

15 dage fik Barcelona til at finde en ny spiller, som skulle spille i den bedste eller næstbedste spanske række. Her er valget altså faldet på 28-årige Martin Braithwaite.

Angriberen kan i denne sæson maksimalt nå at spille 14 kampe for Barcelona, fordi han kun kan spille i La Liga.

Til gengæld bliver der rig mulighed for at komme på banen, fordi han efter alt at dømme skal dele spilletiden på de tre forreste positioner med Lionel Messi, Antoine Griezmann og Ansu Fati.

Den danske landsholdsspiller har spillet i Leganes det seneste år, hvor han i første omgang var udlejet fra Middlesbrough, men senere blev tilknyttet permanent.

I Leganés har Braithwaite spillet 48 kampe og scoret 13 mål, og fremover skal han altså score mål for Barcelona.

Den danske landsholdsangriber har fået en kontrakt, der løber frem til sommeren 2024, oplyser Barcelona på sin hjemmeside.

Samtidig er kontrakten udstyret med en gigantisk frikøbsklausul, så det vil koste 300 millioner euro, svarende til 2,2 milliarder kroner, hvis en klub vil købe danskeren fri uden Barcelonas godkendelse.

Braithwaite bliver præsenteret på et pressemøde i Barcelona klokken 19.15 torsdag aften.

FINANS giver dig overblik
Erhvervslivet og verden er i forandring i disse dage, hvilket har betydet store omvæltninger og en stor strøm af nyheder. Vi udvælger hver dag de væsentligste erhvervsnyheder og samler dem i vores nyhedsbreve.
Tilmeld dig her
BRANCHENYT
Læs også