Tilbage i den gyldne inderkreds: Her er topchefen med landets stærkeste brand
Medieovervågningsvirksomheden Infomedias kåring af årets CEO Superbrand er et comeback til den adm. direktør i Novo Nordisk.
Sidste år drattede han ned på listen over de stærkeste chefnavne herhjemme. Nu kan topchefen i Novo Nordisk, Lars Fruergaard Jørgensen, kalde sig indehaver af landets stærkeste omdømme.
Det viser en årlig analyse fra medieovervågningsfirmaet Infomedia baseret på omtale i landets otte største dagblade og en vurdering fra et panel af professionelle kommunikationsfolk og erhvervsjournalister.
Den samlede placering og titel som årets CEO Superbrand får Lars Fruergaard Jørgensen, fordi han ifølge Infomedia har udmærket sig ved håndteringen af kritik for stigende insulinpriser, og fordi Novo Nordisk generelt er tilbage på vækstsporet.
»Lars Fruergaard Jørgensen har ikke alene formået at sætte de rigtige strategier i søen. Han har også været en synlig topleder, der har kunnet kommunikere oprigtigt med sine medarbejdere og med virksomhedens omgivelser,« siger Winni Johansen, ekspert i virksomhedskommunikation og professor på Institut for Virksomhedsledelse på Aarhus Universitet.
Det er forventet, at landets mest værdifulde selskab også er at finde på en liste over de bedste brands i topchefkategorien, tilføjer Jesper Højberg Christensen, der underviser og rådgiver i kommunikation.
»Det er nærmest et problem, hvis han ikke er i top fem,« siger han.
Lars Fruergaard Jørgensen er da også »glad og stolt« over titlen – ikke mindst fordi han lå på en 12. plads det foregående år.
»Jeg ser det som et udtryk for, at vi har været igennem en svær periode, og at 2019 på mange måder var et godt år,« siger han.
»Der er stor sammenhæng mellem virksomheden og CEO’ens brand. Det er topchefen, der skal håndtere tingene, men det er 43.000 medarbejdere, der leverer resultaterne.«
På en andenplads ligger Henrik Poulsen, Ørsted, der også var sidste års toer. På en tredjeplads er Mads Nipper fra Grundfos, mens Danfoss’ Kim Fausing er sprunget fra sidste års 13. plads til en 4. plads i år.
»Vi er hele tiden opmærksomme på at fortælle de mange historier, som viser, hvorfor Danfoss og vores løsninger skaber værdi og er mere relevante end nogensinde før,« forklarer Kim Fausing om sit eget højdespring.
I Infomedia finder man det »bemærkelsesværdigt« at de fire topchefer i toppen af listen alle netop har været offentligt synlige i forbindelse med nye strategier om bæredygtighed.
Sidste års CEO Superbrand, Anders Dam fra Jyske Bank, falder i år til en 5. plads.