Karriere

Derfor søger chefen nyt job

En ny undersøgelse fra Ledernes Hovedorganisation afslører de væsentligste årsager til, at en leder søger nye græsgange.

Fleksibilitet i hverdagen er i høj grad et parameter, som blandt andet Codan oplever i ansættelsessamtaler med nye ledere, forklarer Christian Baltzer, der er topchef i Codan. Foto: PR.

Stadig flere topledere takker nej til 80 timers arbejdsuge og ingen tid til familieliv.

Det er også i virksomhedernes øverste lag blevet vigtigere at have balance i tilværelsen, og den udvikling har coronakrisen skubbet på.

Sådan lyder konklusionen i en undersøgelse fra Ledernes Hovedorganisation, som viser, at ledere i højere grad end for bare fem år siden nævner mangel på balance mellem job og privatliv som en årsag til at skifte job.

»Mange ledere har ligesom deres medarbejdere arbejdet hjemmefra i en længere periode under krisen, og de har nydt den fleksibilitet, der er opstået i coronatiden, fordi man i højere grad selv har kunnet tilrettelægge arbejdet. Det har for mange givet en bedre balance i hverdagen, som man gerne vil bibeholde i et nyt job,« siger ledelsesrådgiver i Lederne Flemming Andersen.

Det er ikke mere 'in' at have travlt hele tiden.

Pernille Erichsen, chef for Ledelse og Virksomhedsudvikling, DI

Tæt på 2.000 ledere, som aktivt søger et nyt job eller overvejer jobskifte, har svaret i undersøgelsen.

Og selvom ønsket om nye udfordringer ligger øverst på listen, er ønsket om bedre work/life-balance kravlet hastigt op.

»Fleksibilitet i hverdagen for at opnå netop balance mellem arbejde og privatliv er i høj grad et parameter, som vi oplever, der er øget fokus på blandt vores nuværende over 140 ledere og i jobsamtaler til nyansættelse af ledere,« siger Christian Baltzer, der er topchef i Codan.

Det genkender man i interesseorganisationen DI, forklarer chef for Ledelse og Virksomhedsudvikling Pernille Erichsen.

»De sidste to-tre år har diskussioner om tid, og hvordan man lever sit liv, fået større plads. Før hørte vi, at løn vægtede meget højt. Nu hører vi enkelte sige, at de sågar er villige til at gå ned i løn mod et mere balanceret liv. Det er ikke mere ’in’ at have travlt hele tiden,« siger hun.

At balancen er blevet vigtigere, er ikke ensbetydende med, at lederne er klar til at opgive lederjobbet.

Kun 13 pct. af dem, som vil prioritere en bedre work/life-balance, går nemlig med tanker om, at deres nye job skal være et ikke-lederjob.

»De fleste ledere trives godt med at være ledere, og de er meget dedikerede omkring det ansvar – men også de privilegier og den indflydelse – der følger med at være leder. Så når mange tænker, at de skal finde et job i en anden virksomhed eller blot et andet tilsvarende job, er det snarere et udtryk for, at de ikke mener, at det er muligt at skabe en bedre balance i deres nuværende job,« siger Flemming Andersen.

Læs også
Top job