Karriere

Belønnet for sin klimakamp og for at vise sårbarhed: Lars Fruergaard Jørgensen er Årets Leder 2020

Lars Fruergaard Jørgensen går blandt andet Mads Nipper og Nils Smedegaard Andersen i bedene og tager titlen som årets leder.

Lars Fruergaard Jørgensen blev topchef for Novo Nordisk i 2017. Foto: Stine Bidstrup

Det er en rutineret erhvervsmand, der løber med titlen som Årets Leder 2020.

Topchef i Novo Nordisk Lars Fruergaard Jørgensen har tæt på 30 års erfaring fra Danmarks mest værdifulde selskab målt på markedsværdi. Han kåres nu som årets leder i et år, der har været fuldstændig uligt de mange foregående.

Det gør han ikke mindst for sin evne til at skabe følgeskab – også i en coronatid – og for at have bæredygtighed som en grundlæggende værdi i selskabet, forklarer Svend Askær, der er formand i Lederne, som uddeler prisen for 19. gang.

Årets Leder gennem tiden
  • 2019: Adm. direktør Mads Nipper, Grundfos.
  • 2018: Adm. direktør Lasse Rich Henningsen, Musikkens Hus.
  • 2017: Adm. direktør Niels Buus, Gomspace.
  • 2016: Adm. direktør Marianne Benzon Nielsen, Børnecancerfonden.
  • 2015: Adm. direktør Dorthe Crüger, Sygehus Lillebælt.
  • 2014: Lakridsinnovatør Johan Bülow, Lakrids by Johan Bülow.
  • 2013: Adm. direktør Niels Duedahl, energi- og teleskabet SE.
  • 2012: Adm. direktør Carsten Bjerg, Grundfos.
  • 2011: Skoleleder Lise Egholm, Rådmandsgades Skole.
  • 2010: Adm. direktør Christian Clausen, Nordea.
  • 2009: Oberst Kim Kristensen, Forsvaret.
  • 2008:Adm. direktør Ditlev Engel, Vestas Wind Systems.
  • 2007: Adm. direktør Nils Smedegaard Andersen, A.P. Møller-Mærsk.
  • 2006: Adm. direktør Jørgen Vig Knudstorp, Lego.
  • 2005: Adm. direktør Henning Dyremose, TDC.
  • 2004: Adm. direktør Jørgen Mads Clausen, Danfoss.
  • 2003: Adm. direktør Alfred Josefsen, Irma.
  • 2002: Nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen.

»Han udviser bæredygtighed i alle dele af sit ledervirke. Lige fra fokus på klima og samfundsansvar til at skabe en god kultur på arbejdspladsen med fokus på at udvikle ledere i virksomheden, som kan løfte Novo Nordisks værdier videre,« lyder det fra Svend Askær.

Lars Fruergaard Jørgensen begyndte som økonom og har gennem årene avanceret gennem flere forskellige lederstillinger i koncernen med hovedsæde i Bagsværd.

Den i dag 53-årige Lars Fruergaard Jørgensen satte sig i 2017 i førersædet, som han overtog fra Lars Rebien Sørensen.

God ledelse er ifølge Lars Fruergaard Jørgensen blandt andet at kunne få andre til at lykkes.

»Det får man ved at give noget af sig selv og vise sårbarhed,« siger Lars Fruergaard Jørgensen.

»Man skal fortælle folk om sin tvivl og invitere til samtale, så det ikke bare er én person, der træffer beslutningen, men at beslutningen træffes i en dialog. Det tror jeg er kimen til innovation.«

De øvrige kandidater til at blive Årets Leder 2020 var Anja Monrad, Dells Central- og Østeuropa-direktør, topchef i Stark Denmark Britta Korre Stenholt, Netto-topchef Michael Løve og Connie Astrup-Larsen, der er topchef i Kompan.

Blå bog: Lars Fruergaard Jørgensen
  • Født 29. november 1966 og opvokset på en gård ved Skals ved Viborg.
  • Uddannet cand. merc. fra Handelshøjskolen i Århus i 1991.
  • 2017: Adm. direktør i Novo Nordisk, som beskæftiger omkring 43.500 medarbejdere i 80 lande og markedsfører sine produkter i flere end 170 lande.
  • Inden han tiltrådte som topchef, havde Lars Fruergaard Jørgensen flere forskellige chefstillinger i Novo Nordisk, herunder koncerndirektør (2013-2017), senior vice president (2004-2013) og vice president med ansvar for Finans og IT i Japan (2001-2004).
  • Far til to og gift med Lotte Frost Jørgensen. Familien bor i Virum.
  • Fritidsinteresserne tæller tennis, kajakroning og pasning og pleje af haven.

De er alle udvalgt med særlig baggrund i, hvad de har gjort i deres arbejde med bæredygtighed, som er årets tema for kåringen.

I Novo Nordisk har man i år opnået sit mål om udelukkende at bruge vedvarende energi i sin globale produktion og samtidig indført et krav til virksomhedens 60.000 underleverandører om, at samtlige leverancer i 2030 skal være baseret på 100 pct. grøn strøm.

»Jeg er stolt, men bevidst om, at det er Novo Nordisks leder, der bliver årets leder baseret på virksomhedens handlinger og resultater, mere end det er Lars. Vores miljøstrategi er et langt, sejt træk. Vi er CO2-neutrale i produktionen i dag, og det er vi, fordi nogle var modige for mange år siden og satte det mål. Jeg er med til at sætte målet for den næste rejse, og så kan det være, at det er den næste direktør, der bliver årets leder, fordi virksomheden når det,« siger Lars Fruergaard Jørgensen.

Prisen uddeles torsdag i forbindelse med Ledelsens Dag, som i år for første gang afholdes digitalt.

BRANCHENYT
Læs også