Karriere

Sådan træffer verdens rigeste mand vigtige beslutninger

Jeff Bezos åbner i en netop udgivet bog op for nogle af sine rutiner som øverste beslutningstager i en af verdens mest værdifulde virksomheder.

Jeff Bezos stiftede Amazon i 1994 og er i dag verdens rigeste person. Foto: AP Photo/Cliff Owen

Når verdens rigeste mand deler ud af gode tips, lytter de fleste nok efter. Og et skridt på vejen kan være at gøre det samme, som han gør.

Måske er det også årsagen til, at Amazon-stifteren Jeff Bezos netop har udgivet sin nye bog ”Invent & Wander”, hvori han beskriver sine rutiner, og hvordan han træffer beslutninger.

Selvom det måske lyder kedeligt, er der én iøjnefaldende ting, som den fremtrædende erhvervsmand lægger ekstra meget vægt på: God søvn.

»Jeg prioriterer søvn, medmindre jeg rejser mellem forskellige tidszoner. Nogle gange er det umuligt at få otte timers søvn, men jeg er fokuseret på det, og jeg har brug for otte timer. Jeg tænker bedre. Jeg har mere energi. Mit humør er bedre,« skriver Jeff Bezos i et uddrag fra den nye bog.

Han erkender, at hvis han sov fire timer mindre, ville han få endnu flere »produktive« timer tilføjet til sin arbejdsdag. Altså 16 i stedet for 12 timer. Men er det virkelig nødvendigt med de ekstra timer i døgnet?

»Så jeg har 33 procent mere tid til at træffe beslutninger. Hvis jeg skulle tage f.eks. 100 beslutninger, kan jeg nu tage 33 mere. Er det virkelig det værd, hvis kvaliteten af beslutningerne måske er lavere, fordi man er træt eller urolig eller noget helt andet?« skriver Amazon-stifteren.

»Tænk over det: Hvad bliver du egentlig betalt for at gøre som højtstående leder? Du bliver betalt for at tage et lille antal beslutninger af høj kvalitet. Dit job er ikke at træffe tusindvis af beslutninger hver dag.«

På samme tid er alle beslutningerne ifølge Jeff Bezos præget af et vigtigt parameter: At tænke flere år fremad. Han fortæller, at det var anderledes, da Amazon var en startup, men at samtlige beslutninger nu er strategiske.

»Alle vores ledende direktører arbejder på samme måde som mig. De arbejder i fremtiden. De lever i fremtiden,« betoner han og tilføjer, at absolut ingen medarbejdere bør fokusere på det indeværende kvartal.

»Når jeg har en vellykket kvartalsvis regnskabskonference med Wall Street, stopper folk mig op og siger »tillykke med kvartalet«, og jeg siger »tak«, men hvad jeg virkelig tænker på, er, at kvartalet blev bagt for tre år siden.«

God søvn og kvalitetsbeslutninger er altså kodeordet til succes, når man er topchef. Det kommer vel at mærke fra en mand, der indtager førstepladsen på Forbes’ liste over verdens mægtigste erhvervspersonligheder.

Jeff Bezos arbejdede oprindeligt i finanssektoren, hvor han som 26-årig i 1990 blev den yngste vice president i Wall Street-hedgefonden D.E. Shaw.

Men i 1993 sagde han sit vellønnede arbejde op og satsede alt på Amazon, der startede som en online boghandel, og som i dag er verdens største netbutik.

Hans formue anslås til at være 183 mia. dollars eller tæt på 1.150 mia. kr.

Apropos kroner - en mindre kendt detalje er, at Jeff Bezos har dansk blod i årene. Hans oldefar emigrerede fra Samsø til USA omkring 1900-tallet, og Jeff Bezos er oprindeligt døbt Jeff Preston Jorgensen.

Mens Jeff var barn, forlod faderen, Ted Jorgensen, familien. Efternavnet blev så udskiftet, da moren mødte den cubanske immigrant Miguel Bezos, der adopterede ham.

BRANCHENYT
Læs også