Karriere

Nina Smith er Årets bestyrelsesformand 2020

Økonomiprofessor Nina Smith har som formand for Forenet Kredit haft en nøglerolle i Nykredits i dag stærke kapitalstruktur, lyder det blandt andet ved kåringen af årets formand.

Nina Smith er foruden at være formand for Forenet Kredit også for bordenden i blandt andet Nykredits Fond og VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Foto: Gregers Tycho

Økonomiprofessor Nina Smith får et skulderklap af de helt store for sit arbejde som formand i Forenet Kredit, der ejer Nykredit og Totalkredit. Som første kvinde bliver hun kåret til Årets bestyrelsesformand 2020.

Det er PwC, der sammen med en jury står bag kåringen, og i begrundelsen lyder det blandt andet, at Nina Smith har været en nøgleaktør i »en af de seneste års helt store succeshistorier inden for aktivt ejerskab.«

Nina Smith, der har siddet for bordenden i Forenet Kredit siden marts 2016, spillede en central rolle, da Nykredit skrottede en planlagt børsnotering og i stedet udvidede ejerkredsen fra at bestå af primært Forenet Kredit til også at omfatte et konsortium bestående af PFA, Pensiondanmark, AP Pension, PKA og Akademikerpension.

Juryen
  • Anne Broeng, bestyrelsesformand for Velliv og bestyrelsesmedlem i bl.a. Velux og NNIT.
  • Birgitte Nielsen, bestyrelsesmedlem i bl.a. Coloplast, Matas og De Forenede Ejendomsselskaber A/S m.m.
  • Thomas Thune Andersen, bestyrelsesformand for Ørsted og Lloyds Register Group and Foundation, næstformand i bestyrelsen i VKR Holding m.fl. og Årets bestyrelsesformand 2019.
  • Christian Frigast, bestyrelsesformand for Axcel Management, EKF Danmarks Eksportkredit, Bestyrelsesforeningen, Danmarks Skibskredit Holding og næstformand i Pandora, PostNord m.fl.
  • Gunnar Eckbo, adm. direktør i Styreinformasjon.
  • Brian Christiansen, partner, PwC.

»Hun har derigennem skabt fundamentet for en styrket markedsposition for Nykredit, som de seneste år er blevet realiseret via en klar strategi for Nykredit og har givet en positiv udvikling i indtjeningen,« lyder det fra adm. direktør i PwC Mogens Nørgaard på vegne af juryen, der bl.a. har Ørsteds formand Thomas Thune Andersen, bestyrelsesformand for Velliv Anne Broeng og Christian Frigast, bestyrelsesformand for blandt andet Axcel Management, som medlemmer.

Her fremhæver man desuden, at Nina Smith har været med til at sammensætte et nyt direktionshold i Nykredit, og at hun derudover bidrager aktivt i den offentlige debat, blandt andet når det handler om mangfoldighed og ikke mindst manglen på kvinder i ledelser.

Blå bog: Nina Smith
    • Født: 17. oktober 1955 i Ølsted, Nr. Broby, Fyn.
    • Professor i økonomi på Aarhus Universitet, professionelt bestyrelsesmedlem og fritidslandmand.
    • Formand for Forenet Kredit, næstformand i Nykredit. Formand for VIVE.
    • Cand. oecon fra Aarhus Universitet i 1981.
    • 1982-86: Underviser på Handelshøjskoleafdelingen i Sønderborg.
    • 1987-1993: Lektor på Aarhus Universitet, de første år i statistik ved Institut for Statskundskab og senere ved Økonomisk Institut.
    • 1993: Professor i nationaløkonomi ved Handelshøjskolen i Aarhus.
    • 1995-1998 og igen 2007-2015, medlem af Det Økonomiske Råd.
    • Har forsket særligt i det danske arbejdsmarked og i økonomiske incitamenter, herunder hvilke kvalifikationer der påvirker lønninger og beskæftigelseschancer.
    • Har været regeringsudpeget i flere kommissioner blandt andet Dagpengekommissionen og Velfærdskommissionen og senest en kommission for såkaldte andengenerationsreformer af velfærdsstaten.
    • Privat er Nina Smith gift med økonom Valdemar Smith og mor til fire børn. Hun har otte børnebørn, som hun passer jævnligt og dyrker i øvrigt vin på landstedet på Djursland, der tæller 20 tønder land og en fårebestand.
    • Ynder at læse skønlitteratur og cykler meget – gerne i de franske bjerge.
  • Merete Eldrup er bestyrelsesformand i Nykredit og arbejder tæt sammen med Nina Smith.

    »Hun er en af mine rollemodeller. Det er noget særligt, at man som hende både er faglig enormt dygtig, en dygtig kommunikatør og bundreel. Hun har haft en meget stor opgave i Forenet Kredit, som hun har løftet ikke mindst ved at tage alle stemmer alvorligt. Hun har virkelig lagt meget af sig selv i det her arbejde og sat sin egen person og renommé på spil,« siger Merete Eldrup.

    Årets formand
    • PwC kårer i år Årets bestyrelsesformand for 14. år i træk i samarbejde med Styreinformation.
    • Årets bestyrelsesformand vælges på baggrund af en række kriterier, som blandt andet omfatter minimum to år som bestyrelsesformand, overskud, soliditet, godt omdømme for virksomheden og som bestyrelsesformand m.v.
    • Dokumentationen for tildeling af prisen er fremskaffet fra årsrapporter og et spørgeskema til bestyrelsesmedlemmerne.
    De seneste års vindere:
    • Thomas Thune, Ørsted
    • Vagn Ove Sørensen, FLSmidth & Co.
    • Søren Bjerre-Nielsen, VKR Holding
    • Bert Nordberg, Vestas
    • Ole Andersen, Chr. Hansen
    • Kåre Schultz, Royal Unibrew
    • Niels Jacobsen, Lego
    • Lars Nørby Johansen, Falck
    • Michael Pram Rasmussen, A.P. Møller-Mærsk

    Hovedpersonen selv er særdeles stolt over den nye titel.

    »Jeg har fået andre priser i årenes løb, men den her er jeg særligt glad for. Det, vi har været igennem i Forenet Kredit og Nykredit, har taget virkelig meget af min tid de sidste fem år, og det har været en virkelig hård nød at knække. Og jeg er rigtig glad for, hvor vi er kommet hen, hvor vi er – og selvfølgelig også anerkendelsen i, at nogen har opdaget det,« siger Nina Smith.

    Årets bestyrelsesformand 2020 bliver kåret i forbindelse med PwC-konferencen Chairmans Agenda, der i år afholdes som et online event torsdag aften.

    BRANCHENYT
    Læs også