Fortsæt til indhold

Nina Smith er Årets bestyrelsesformand 2020

Økonomiprofessor Nina Smith har som formand for Forenet Kredit haft en nøglerolle i Nykredits i dag stærke kapitalstruktur, lyder det blandt andet ved kåringen af årets formand.

Nina Smith er foruden at være formand for Forenet Kredit også for bordenden i blandt andet Nykredits Fond og VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Foto: Gregers Tycho
Karriere

Økonomiprofessor Nina Smith får et skulderklap af de helt store for sit arbejde som formand i Forenet Kredit, der ejer Nykredit og Totalkredit. Som første kvinde bliver hun kåret til Årets bestyrelsesformand 2020.

Det er PwC, der sammen med en jury står bag kåringen, og i begrundelsen lyder det blandt andet, at Nina Smith har været en nøgleaktør i »en af de seneste års helt store succeshistorier inden for aktivt ejerskab.«

Nina Smith, der har siddet for bordenden i Forenet Kredit siden marts 2016, spillede en central rolle, da Nykredit skrottede en planlagt børsnotering og i stedet udvidede ejerkredsen fra at bestå af primært Forenet Kredit til også at omfatte et konsortium bestående af PFA, Pensiondanmark, AP Pension, PKA og Akademikerpension.

»Hun har derigennem skabt fundamentet for en styrket markedsposition for Nykredit, som de seneste år er blevet realiseret via en klar strategi for Nykredit og har givet en positiv udvikling i indtjeningen,« lyder det fra adm. direktør i PwC Mogens Nørgaard på vegne af juryen, der bl.a. har Ørsteds formand Thomas Thune Andersen, bestyrelsesformand for Velliv Anne Broeng og Christian Frigast, bestyrelsesformand for blandt andet Axcel Management, som medlemmer.

Her fremhæver man desuden, at Nina Smith har været med til at sammensætte et nyt direktionshold i Nykredit, og at hun derudover bidrager aktivt i den offentlige debat, blandt andet når det handler om mangfoldighed og ikke mindst manglen på kvinder i ledelser.

Merete Eldrup er bestyrelsesformand i Nykredit og arbejder tæt sammen med Nina Smith.

»Hun er en af mine rollemodeller. Det er noget særligt, at man som hende både er faglig enormt dygtig, en dygtig kommunikatør og bundreel. Hun har haft en meget stor opgave i Forenet Kredit, som hun har løftet ikke mindst ved at tage alle stemmer alvorligt. Hun har virkelig lagt meget af sig selv i det her arbejde og sat sin egen person og renommé på spil,« siger Merete Eldrup.

Hovedpersonen selv er særdeles stolt over den nye titel.

»Jeg har fået andre priser i årenes løb, men den her er jeg særligt glad for. Det, vi har været igennem i Forenet Kredit og Nykredit, har taget virkelig meget af min tid de sidste fem år, og det har været en virkelig hård nød at knække. Og jeg er rigtig glad for, hvor vi er kommet hen, hvor vi er – og selvfølgelig også anerkendelsen i, at nogen har opdaget det,« siger Nina Smith.

Årets bestyrelsesformand 2020 bliver kåret i forbindelse med PwC-konferencen Chairmans Agenda, der i år afholdes som et online event torsdag aften.

Artiklens emner
Forenet Kredit
Nykredit