Serier

Drømmen om at udvikle globale virksomheder har ført 21-årige Alexander Skovbo til Hongkong

Siden Alexander Skovbo begyndte at sælge Magnum-is til familiens gæster, har han haft flair for købmandskab. I dag lægger han fundamentet til en business-karriere med eliteudveksling i Hongkong.

Talenternes uddannelsesrejse
Alexander Skovbos baggrund som elitesportsudøver har givet ham en disciplin, som har vist sig at være nyttig som CBS-studerende på Globe-forløbet. Foto: Privat

21-årige Alexander Skovbo har siden folkeskolen vidst, at han ville arbejde med business i globale virksomheder, at han ville lære andre kulturer at kende, og at han ville bo i udlandet i en periode.

Det er derfor ikke videre mærkværdigt, at Alexander Skovbo lige er flyttet til Hongkong, hvor han skal bo og studere i et halvt år. Det er han som en del af Globe-programmet, som bachelorstuderende på International Business på Copenhagen Business School kan ansøge om at blive optaget på.

I halvandet år – svarende til sidste halvdel af bacheloren – rejser studerende fra CBS, Chinese University of Hongkong og University of North Carolina, Chapel Hill, sammen rundt og studerer et halvt år hvert sted.

»For mig er Globe et helt unikt fællesskab, hvor du får lov til at møde folk på tværs af kloden,« siger Alexander Skovbo fra millionbyen på den anden side af Jorden.

»Det er en mulighed for at skabe nogle fællesskaber for livet, og jeg kan mærke, at nogle af de folk, jeg er afsted med på Globe, allerede er blevet nogle af mine bedste kammerater, fordi vi har mange af de samme interesser,« siger han.

Formet af elitesport

Købmandskabet har altid faldet Alexander Skovbo naturligt. Allerede i folkeskolealderen solgte han Magnum-is til dessert, når familien havde gæster på besøg. Interessen flyder måske også i årerne med to forældre, der begge arbejder inden for forretningsverdenen.

Også interessen for andre kulturer end den, han kendte fra Aarhus, opstod tidligt. Fra 8. klasse og op i handelsskoletiden var Alexander Skovbo fire gange på sommerskole i henholdsvis Schweiz, Skotland, England og USA, hvor han mødte mennesker fra hele verden.

Men en tredje interesse fra den tidlige ungdom, som ikke har noget med handel eller fremmede kulturer at gøre, er også nødvendig at kende for at forstå Alexander Skovbos rejse til Hongkong.

Golf og triatlon, som jeg har dyrket meget, har styrket min disciplin, ansvarlighed og lyst til at kæmpe for tingene, selvom det til tider er svært.

Alexander Skovbo, Globe-studerende

Ét er at ville prøve kræfter med Globe-programmet og alle dets muligheder. Noget helt andet er at blive optaget på det.

Ansøgerne skal gennem ansøgningsprocessen udvise akademiske kompetencer og kulturelt ”fit”, og blot 18 per årgang finder vej gennem nåleøjet. Og med årgange af elever, der alle dimitterede fra gymnasiet med et snit på over 12, kræver det mere end et godt karakterblad at blive udvalgt.

Det kræver en dedikeret indsats og et fokus på detaljen at nå frem til de argumenter, der kan overbevise udvælgelseskomiteen. Og så er vi fremme ved Alexander Skovbos særlige erfaring: Elitesport.

»Jeg tror, at særligt golf og triatlon, som jeg har dyrket meget, har styrket min disciplin, ansvarlighed og lyst til at kæmpe for tingene, selvom det til tider er svært,« siger han og uddyber:

»I sport kan man nogle gange opleve at tabe den ene turnering efter den anden, selvom man træner og træner. Men man ved, at det er op til en selv, og at det lige pludselig vender, hvis man fortsætter.«

Det har givet ham et mindset, der kan overføres til de fleste andre situationer i tilværelsen; der er ingen grund til at forpasse mulighederne, hvis det er noget, man brænder for. Man må sætte sig et mål og gå efter det.

»Og kommer man ikke ind, er det ikke Jordens undergang. Så længe man gjorde, hvad man kunne,« tilføjer han.

Handler om mere end bundlinjen

Alexander Skovbo brænder for Globe-projektet, fordi det på flere måder udvikler hans globale udsyn. Eksempelvis gennem det sociale fællesskab på tværs af de tre universiteter, som ifølge ham kan åbne ens øjne for en helt anden verden. Men på studiet er indholdet også anderledes, fordi udgangspunktet er et andet, når man befinder sig i det områder, man bliver undervist i.

Han nævner bl.a. faget Business in China.

»Jeg regner med at lære mere om, hvordan man enten laver forretning i Kina eller som dansk virksomhed eksporterer til landet, når det bliver fortalt af en forelæser her i Hongkong på et hold, hvor størstedelen er lokale,« siger Alexander Skovbo.

Og den viden handler ikke kun om at kunne skabe en god bundlinje i en virksomhed. Global åbenhed og tilgængelighed er et tema, der fylder meget hos Alexander Skovbo, som håber på at få en international karriere med base i forskellige lande.

Det ligger ham på sinde, fordi han identificerer nogle nationalistiske og regionalistiske træk de seneste år, hvor man prøver at rykke sig tættere på det, man kender.

»Det er ærgerligt, for jeg mener, at man lærer meget ved at udforske det, man ikke kender. Jeg vil gerne arbejde med at udvikle globale virksomheder, enten som konsulent, i en kapitalfond eller på længere sigt som leder, og her er det helt centralt at kunne lære fra mange forskellige kulturer,« siger Alexander Skovbo.

Læs også