Karriere

Uerfarne topchefer overgår dem, der har prøvet det før

Det er uden betydning for afkastet, om en topchef har erfaring fra et tidligere topjob. Tunge bestyrelsesformænd peger på kendskab til den enkelte virksomhed og branche som de vigtigste faktorer, når de ansætter nye topchefer.

Vagn Sørensen har tidligere været kåret som årets bestyrelsesformand af PwC. Han mener, at nutidens CEO i højere grad end tidligere skal have kendskab til den pågældende branche for at opnå succes. Foto: Nicolai Lorenzen

Uerfarne topchefer leverer bedre afkast til investorerne, end dem der har prøvet det før.

Det viser en omfattende og ganske opsigtsvækkende analyse, der er lavet af det globale headhunterfirma Spencer Stuart.

»Vores analyser siger, at det ofte er et bedre valg at tage CEO-kandidaten med det største potentiale fremfor kandidaten med den største erfaring,« siger Michael Vad, managing partner i Spencer Stuart Nordic.

Analysen baserer sig på ikke mindre end 855 topchefer i det amerikanske indeks S&P 500 over en periode på 20 år. Her står det klart, at topchefer uden tidligere erfaring fra samme position samlet set leverer et højere afkast til aktionærerne.

Samtidig viser kortlægningen, at 70 pct. af de CEO’s, der har haft samme slags job flere gange, leverede bedst i deres første forsøg.

En af hovedforklaringerne er, at førstegangs-topchefer simpelthen over tid er dygtigere til at skabe en balance mellem vækst og en effektiv drift af virksomheden.

»Bestyrelserne er i stigende grad opmærksomme på det, men der er stadig en tilbøjelighed til at prioritere den erfarne kandidat, fordi det er er kritisk beslutning, og fordi man ofte bruger den referenceramme, man kender,« siger Michael Vad.

Lars Rasmussen er i dag bestyrelsesformand i bl.a. medicinalselskabet Lundbeck og i medicovirksomheden Coloplast. Han stoppede som mangeårig topchef i sidstnævnte og havde selv formet sin afløser, Kristian Villumsen, der aldrig tidligere havde været adm. direktør.

I Lundbeck tog det ham derimod lige under et år at finde afløseren for Kåre Schultz, og valget faldt på Deborah Dunsire, der modsat har meget erfaring og bl.a. tidligere som topchef for biotekselskabet Millennium var med til at sælge det til japanske Takeda for 8,8 mia. dollars.

CEO-opgaven bliver mere og mere kompleks, og du skal mestre mere og mere.

Vagn Sørensen, bestyrelsesformand i bl.a. FLS

Han mener, at det at vælge en ny adm. direktør er »så stort, som det kan blive« for en bestyrelse. Det skyldes, at man ansætter den, der til daglig skal føre strategien ud i livet, ligesom personen skal tegne selskabets kultur og værdier indadtil og udadtil.

Analysen fra Spencer Stuart forholder sig ikke til det faktum, at en del førstegangs-topchefer sandsynligvis vil være overrepræsenteret af interne kandidater. Simpelthen fordi det ikke sker så ofte, at en bestyrelse vælger en uerfaren topchef udefra.

Lars Rasmussen deler den analyse, men understreger, at han jo ikke kan vide det. Til gengæld er han varm fortaler for at gå med en intern kandidat.

Fordelen ved en intern kandidat er ifølge Lars Rasmussen, at man kender personens styrker og svagheder rigtig godt. Det er ifølge ham en klar fordel, for med en ekstern kandidat vil det være lettere kun at se de gode egenskaber som følge af personens track record.                  

»Min vurdering er, at de fleste bestyrelser vil foretrække en intern kandidat, fordi kendskabet til personen er større,« siger Lars Rasmussen.

Vagn Sørensen er en af landets mest erfarne bestyrelsesformænd med formandsposter i selskaber som FLSmidth, Scandlines og Air Canada.

Han mener, at bestyrelsens vigtigste opgave i forbindelse med ansættelsen af en ny topchef er at finde den rigtige person til den specifikke opgave. Det er ifølge Vagn Sørensen mindre vigtigt, om kandidaten har erfaring fra et tidligere CEO-job.

Han genkender ikke billedet fra Spencer Stuarts analyse, men han peger på, at kendskab til den specifikke branche i dag er vigtigere end tidligere, når bestyrelser rekrutterer en ny topchef.

»Branchekendskab er blevet vigtigere, fordi kompleksiteten og usikkerheden er blevet større de senere år. Jeg ser flere CEO-opgaver, hvor det er nødvendigt at have branchekendskab,« siger Vagn Sørensen og fortsætter:

»CEO-opgaven bliver mere og mere kompleks, og du skal mestre mere og mere. For eksempel inden for digital transformation og sustainability. Du skal have en bredere og bredere toolbox

Vagn Sørensen understreger, at bestyrelsen ved ansættelsen af en ny topchef anlægger en risikobetragtning og vurderer, hvad man har mest brug for til den specifikke opgave. Og hvad man må give afkald på for at få det.

Vælger man en kandidat med branchekendskab, må bestyrelsen muligvis give afkald på topchef-erfaring.

Lars Krull er seniorrådgiver i finansiel planlægning og entreprenørskab på Aalborg Universitet og står for universitetets MBA-uddannelse. Han er ikke overrasket over resultatet fra Spencer Stuart.

»Der er ingen tvivl om, at hvis du har været CEO før, og du har været succesfuld, så har du noget how to i dig. Men det er ikke sikkert, du kan bruge det i dit nye job,« siger han og fortsætter:

»Den ikke-tidligere CEO har ofte nysgerrigheden og samler sig en række situationsdannende data for at komme videre - og er måske i nogle tilfælde også bedre til at lytte til den bestyrelse, som har valgt den uprøvede,« siger Lars Krull.

Han har i øvrigt for nylig været med til som bestyrelsesmedlem at ansætte en ny topchef, og valget faldt på en kandidat med branchekendskab uden topchef-erfaring.

De fleste bestyrelser vil foretrække en intern kandidat, fordi kendskabet til personen er større.

Lars Rasmussen, bestyrelsesformand i Lundbeck og Coloplast

Lars Krull understreger, at virksomheder generelt skal være bedre til at tage nye folk ind i topledelsen og bestyrelsen med en anden baggrund end de traditionelle erhvervsspidser.

»Det er godt, at der er træk i skorstenen. Det er så vigtigt,« siger han.

Den pointe giver mening i forhold til at se på potentialet fremfor erfaringen, som Michael Vad fra Spencer Stuart Nordic pointerer.

»Når man kigger mere på potentialet, åbnes der også op for at vurdere profiler, som kommer uden CEO-erfaring. Det skaber ofte mere diversitet i udvalget af kandidater,« siger han.

BRANCHENYT
Læs også