Kasper Schmeichel tog omvejen: »Det gør mig selvfølgelig stolt, at jeg står, hvor jeg står i dag, men uden at ville lyde højrøvet var det jo det, som jeg forventede«
Kasper Schmeichel er efter en lidt omflakkende og tøvende start på karrieren blevet engelsk mester og pokalvinder med Leicester City. Han har nu etableret sig som indiskutabelt førstevalg på det danske landshold – sidstnævnte rolle gav inden EM anledning til et interview, der begynder med en anekdote om en ganske speciel, engelsk fodboldfan.
Den 24. oktober 2009 spillede Notts County hjemme på Meadow Lane.
Verdens ældste professionelle fodboldklub var da sunket ned i Englands fjerdebedste række og havde den lørdag fået besøg af upåagtede Crewe Alexandra – og dermed også af Harold Finch.
I 1934 havde han været til sin første Crewe-kamp, sammen med onkel Percy i anledning af sin syvårs fødselsdag, og den gave blev bare ved med at give og give og give. Helt frem til sin død som 91-årig fulgte Harold Finch troligt med klubben rundt i hele landet og nåede at se over 3.000 kampe, opnå æresmedlemskab og blive udnævnt til officiel historiker for klubben.
What a character! He’s a real footballer.
Derfor sad han den efterårsdag ikke blandt tilskuerne, men oppe på pressepladserne, hvor han længe før kampstart havde fundet sit sæde og sirligt havde fordelt sine to notesblokke, statistikoversigter, startopstillingen og en enkelt fodboldbog – “100 Alex Greats”, som Harold Finch selv var forfatter til.
På banen herskede langtfra samme orden på Crewe-mandskabet, hvor ingen af spillerne kandiderede til at blive nummer 101 i rækken af mindeværdige spillere i rødt. Derfor havde Harold Finch en rolig dag på kontoret og holdt på et tidspunkt blikket rettet mod hjemmeholdets straffesparksfelt i flere minutter.
Dernede trissede Kasper Schmeichel rundt for at holde varmen – han rørte kun bolden med lange mellemrum, men var alligevel klasser over alle andre både i aktioner og i indstilling.
Trods vant til langt finere forhold og langt bedre modstandere fra sin tid i Manchester City var den 22-årige dansker totalt professionel og fokuseret, og efter endnu en Schmeichel-opsang til en sløset medspiller udbrød Harold Finch:
»What a character! He’s a real footballer.«
Denne særegne personlighed, denne rigtige fodboldspiller er siden blevet engelsk mester og pokalvinder med Leicester City og har etableret sig som indiskutabelt førstevalg på det danske landshold – sidstnævnte rolle gav inden EM anledning til et interview, der begyndte med anekdoten om Harold Finch.
Kan du huske kampen?
»Ja, ja, jeg reddede et straffe til min … venstre side.«
Kan du huske sådan noget?
»Det kan jeg. Det er ikke, fordi jeg bruger det til noget. Jeg har bare en god hukommelse, når det kommer til fodbold.«
Hvad siger du til rosen fra Finch?
»Det er da en dejlig kommentar fra en mand, der har set så meget. Sådan noget vil jeg meget gerne høre – at jeg er der 100 pct. som spiller og ikke holder noget tilbage. Det kom meget naturligt for mig, for fodbold var og er noget, som jeg elsker og altid har elsket. Jeg havde været inde i en periode i City, hvor jeg ikke rigtig havde fået så meget fodbold, så det var godt for mig at komme til Notts County. I årene inden havde jeg været lånt ud flere gange, men nu havde jeg foretaget et rent skifte, så jeg kunne ikke bare komme tilbage, hvis det gik galt, eller jeg ikke gad være der. Det var all in, så den skulle have alt, hvad jeg havde. Jeg havde jo ikke i sinde at blive i League 2 i hele min karriere, og hvis man skal gøre sig bemærket som målmand, skal man have brystet frem og give alt, hvad du har, i hver eneste kamp. Hvis du tillader dig at falde bare en procent i niveau, får du ikke det skifte, så det var aldrig en mulighed, aldrig.«
Inden du blev 22 år, havde du været i Darlington, Bury, Falkirk, Cardiff og Coventry. Hvordan er livet som fodboldspiller dér i skyggen?
»Det er – med et godt gammeldags udtryk – mandfolkefodbold. Specielt dengang var det ikke noget med at bygge spillet op bagfra – det var fysisk hård fodbold, og man havde let ved at se, at det gjaldt noget. Folk associerer tit fodbold med et glamourøst liv og en masse penge, men dernede var det så langt fra sandheden, som det kan være. Når man spiller i de rækker, spiller man med og mod spillere, for hvem det at score et mål eller vinde en kamp er forskellen på, om de kan betale deres husleje eller ej. De små bonusser var livsvigtige for dem, og nogle af dem havde job ved siden af, og det pres kunne jeg mærke fra dem. Det var sindssygt lærerigt for mig at komme ud at opleve, at jeg ikke kunne tillade mig at tage let på tingene, for det kunne potentielt koste for mine holdkammerater og deres familier. Det var de heller ikke bange for at fortælle mig, så på den måde er presset meget større i de lavere ligaer, for det gælder meget mere.«
Hvordan overlevede du i det miljø? Du var jo udråbt til talent og havde levet i en helt anden verden i Manchester City?
»Naarh, jeg blev jo faktisk aldrig rigtigt kaldt talent i en ung alder.«
Jamen, folk kendte dig da på grund af dit efternavn, og du var ...
»Det var så også den eneste grund til, at de kendte mig. Jeg var ikke udråbt som talent, jeg fik ikke ret mange ungdomslandskampe og stod ikke på ønskelisten hos alle klubber. Jeg overlevede på glæden ved at spille, for jeg var nået til et punkt, hvor jeg var nødt til at kappe livlinen og acceptere, at hvis jeg ville noget, var jeg nødt til at begynde fra bunden. Jeg var 19 år, da jeg røg ud på leje første gang, men det var helt i orden, for jeg spillede jo heller ikke fodbold for sjov. Jeg var vild med, at mine beslutninger og præstationer havde direkte betydning for andres liv.«
Hvad betyder det for dig, at du har taget den hårde vej?
»Jeg ville da selvfølgelig have ønsket, at jeg som 17-årig havde fået min debut i Premier League og havde spillet dér hele mit liv, men det sker ikke for ret mange. Jeg har været gennem alle ligaer bortset fra League 1, har spillet i Skotland, Wales, oplevet forskellige kulturer og spillestile, har fejret oprykninger og har været bange for at rykke ned. Jeg ville ikke være foruden det, for det har gjort mig til den, som jeg er i dag. Det gør mig selvfølgelig stolt, at jeg står, hvor jeg står i dag, men uden at ville lyde højrøvet var det jo det, som jeg forventede. Det, som var min plan og min drøm. Det, som jeg gik efter. Jeg ville løfte trofæer, og intet skulle kunne slå mig til jorden.«
Så det er ikke en ekstra sejr?
»På ingen måde. Jeg siger altid: “I don’t do it to prove anyone wrong, I do it to prove myself right” (Jeg gør det ikke for at bevise, at andre tager fejl. Jeg gør det for at bevise, at jeg har ret, red.). Jeg vidste, at jeg havde potentialet og niveauet, spørgsmålet var bare, hvordan jeg kom derhen, og vejen til succes er meget sjældent lige. Der er omveje, vejarbejde, trafik, det ene og det andet, som kommer i vejen. Den ene træner tror på dig, den anden gør ikke. Den ene giver dig chancen, den anden ikke. Fra min sidste Premier League-kamp i første omgang til den næste gik der otte år. Vejen var lang. Jeg havde også et brændende håb om at komme med til VM 2010, men det lykkedes ikke. EM 2012 kom jeg med til på et afbud, og jeg fik først debut på landsholdet som 24-årig. I mine egne øjne var det fem-seks år for sent, men jeg gav ikke op og lagde mig ned.«
Du bliver 35 år næste gang. Hvad betyder alderen? Er du mere i balance eller mere opsat på at få det maksimale ud af alt, fordi årene går?
»Både-og. Jeg er meget opmærksom på at få det meste ud af det, men samtidig nyder jeg alle de små ting meget mere. Det er jo det, som jeg hele tiden har drømt om, og når man har været langt nede og har oplevet, hvad fodbold også kan være, gælder det satme også om at nyde, når man får lov at være på højeste niveau. Jeg nyder hver eneste kamp, og jeg vil spille hver eneste kamp – i Leicester og på landsholdet, for jeg ved godt, at min næste kamp kan være min sidste.«
Hvornår spiller du den sidste kamp?
»Jeg frygter ikke den dag, jeg stopper, men for mig ligger den dag så langt ude i fremtiden, at den slet ikke er relevant at tale om.«
Sådan en indstilling ville have glædet Harold Finch.
Fem hurtige
1
BEDSTE MODSTANDER NOGENSINDE?
»Hold kæft, der er jo mange. De er alle sammen svære på hver sin måde. Ronaldo vil jo altid stikke ud. Den slags spillere skal jo ikke engang bruge en halv, en kvart eller en chance overhovedet for at score. Topangriberne er bare giftige.«
2
BEDSTE REDNING NOGENSINDE?
»Der er forskellige måder at kigge på redninger på. Den rent målmandstekniske og så vigtigheden, men jeg ved ikke … Lad mig sige den mod Schweiz nede ved stolpen – svær og sindssygt vigtig i forhold til at komme med til EM.«
3
HVILKEN PLADS I MARKEN VILLE DU GERNE SPILLE?
»Angriber. Jeg er klart den bedste angriber i Danmark. Det er det nemmeste at spille deroppe.«
4
HVILKEN PLADS I MARKEN SKAL EN TRÆNER ALDRIG GIVE DIG?
»En af backerne. De løber alt for meget. Op og ned hele tiden, det gider jeg ikke.«
5
HVAD LAVER DU, NÅR DU SKAL KOBLE HELT AF?
»Jeg er sammen med kone og børn. Jeg elsker at lave mad, fisker og spiller guitar – eller jeg prøver at spille, men jeg er ikke ret god.«
