Efter måneder med hjemmearbejde: Flertal mener at kunne undvære chefen
En undersøgelse viser, at hver femte dansker mener, at deres leder har svigtet under coronakrisen.
Blandt de mange danskere, der har været sendt hjem for at arbejde under coronakrisen, mener tæt på halvdelen, at de kan undvære deres nærmeste leder.
Det viser en ny undersøgelse Voxmeter har lavet for HR-virksomheden Talentsoft, der har spurgt et repræsentativt antal danskere om, hvordan coronakrisen har påvirket arbejdsmiljøet på deres arbejdsplads.
Undersøgelsen viser, at 42 pct af dem, der har været hjemsendt, mener, at de kan gøre deres arbejde lige så godt uden deres nærmeste leder.
Det bør give anledning til, at lederen spørger sig selv, om hun eller han egentlig har været og er synlig nok, mener Allan Nygaard, nordisk regional director i Talentsoft.
»Det er muligt, at man er god til at træde i baggrunden, men der er en risiko for, at man er for usynlig som leder,« siger han.
Michael Uhrenholt, der er ledelsesrådgiver i fagorganisationen Lederne, mener, at svarene understreger, at vi i Danmark typisk har en arbejdskultur, hvor stor del af ansvaret bliver uddelegeret til de enkelte medarbejdere.
»I virkeligheden er det positivt at se, at mange ikke ville gå i stå uden deres nærmeste leder, for herhjemme distribuerer vi en stor del af ledelse til vores medarbejdere. Jeg tolker svarene sådan, at lederne langt fra er unødvendige, men at der er god forventningsafstemning mellem ledere og medarbejdere,« siger han.
I undersøgelsen fremgår det netop, at knap hver femte, har oplevet, at deres nærmeste leder har udvist mere tillid og givet større ansvar under coronakrisen end før. Kun 3,8 pct. mener, at deres nærmeste leders tillid til dem er blevet svækket.
Og Allan Nygaard er da også enig i, at det er positivt, fordi tillid til medarbejdere er afgørende for at kunne arbejde effektivt som virksomhed - særligt når en stor gruppe logger på hjemmefra.
»Hvis man ikke har en god tillidsbaseret kultur, så bliver det op ad bakke i fremtiden,« siger han.
Men han bider også samtidig mærke i, at en femtedel i undersøgelsen svarer, at de har savnet, at deres leder evnede at skabe sammenhold og samarbejde med kollegerne.
»Distanceledelse af medarbejdere og teams har været en stor udfordring på de danske arbejdspladser - særligt blandt dem, der ikke normalt arbejder hjemmefra. Da coronakrisen ramte, fokuserede mange ledere på at skabe nye digitale arbejdsgange og strukturer. Men ét er redskaberne - noget andet, hvordan de bruges i praksis. Og her har mange danskere altså ikke følt, at deres nærmeste leder har været god nok til at dyrke fællesskabet og samarbejdet,« siger Allan Nygaard.
Michael Uhrenholt påpeger, at når en ud af fem mener, at chefen har været udfordret i forhold til at skabe sammenhold, er det ikke dårligt taget i betragtning af, at det for mange ledere har været en helt ny arbejdsform.
»Det er svært at skabe sammenhold, når man er på afstand, og det samtidig har vist sig at være meget vigtigere, end hvad mange nok havde regnet med. Havde vi ikke haft corona, havde vi måske lært mange ting hen ad vejen, men nu har vi skulle lære det hele på én gang,« siger han.