Danske elitevirksomheder når milepæl for kvinder i ledelse
Andelen af kvinder i bestyrelserne for landets største børsnoterede virksomheder er vokset markant. Ligestillingen halter dog stadig i det øvrige danske erhvervsliv.
Bestyrelserne for de danske elitevirksomheder har rundet et skæringspunkt. Andelen af kvindelige bestyrelsesmedlemmer er nu gennemsnitligt på 40 pct.
Det er et spring fra 9 pct. i 2010, og dermed lever det såkaldte C25-indeks, der består af de 24 største og mest handlede børsnoterede selskaber i landet, samlet set op til kommende lovgivning fra EU.
»De større børsnoterede virksomheder har flyttet sig hurtigt og godt, hvad angår kvinder i bestyrelserne. Det skyldes nok en kombination af, at man ser værdien af større diversitet, og at C25-virksomhederne har offentlig bevågenhed. Man bliver ikke set på som forrest i bussen, hvis man har flest danske mænd i samme alder rundt om bordet,« siger Nina Nærby, der rådgiver bestyrelserne i flere af landets største virksomheder.
Enkelte virksomheder trækker gennemsnittet væsentligt op for det samlede C25. Det gælder ikke mindst GN Store Nord og Pandora, hvor andelen af kvinder i bestyrelsen er henholdsvis 67 og 57 pct.
Til gengæld er andelen af kvindelige bestyrelsesmedlemmer i blandt andet A.P. Møller-Mærsk og Ambu under 30 pct.
»På den ene side ser det jo pænt ud med fremgang. Men da det reelt kun er 9 ud af 24 selskaber, som har 40 pct. eller flere kvindelige bestyrelsesmedlemmer, så er man jo ikke i mål. Der er jo også selskaber, hvor det er under en tredjedel i bestyrelsen, der er kvinder,« siger direktør i Akademikerpension Jens Munch Holst.
Han påpeger, at det i flere virksomheder er en mand, der erstatter en mand, når bestyrelsen skifter ud i persongalleriet.
»Også i de selskaber, hvor der er en relativ lille andel af kvinder. Der kan godt være situationer, hvor vi så bliver nødt til at stemme imod, at den person får plads,« siger han.
Mange af de kvindelige bestyrelsesmedlemmer i de danske elitevirksomheder er udlændinge.
Ud af de syv kvinder, der bliver valgt ind ved dette års generalforsamlinger, er én dansker, nemlig Helle Østergaard Kristiansen, der tager plads ved bestyrelsesbordet i DSV Panalpina.
»Der mangler simpelthen danske, kvindelige topledere, der har erfaring fra store virksomheder, som kan træde ind i bestyrelserne,« lyder forklaringen fra Troels Gjerrild, der er headhunter og adm. partner hos Odgers Berndtson.
Virksomhederne skal begynde arbejdet længere nede i ledelseslagene, hvis de skal nå i mål med at få både flere kvindelige adm. direktører, flere kvindelige bestyrelsesmedlemmer og forpersoner i C25, mener Nina Nærby.
»Meget få kvinder har siddet i topledelsen af så store virksomheder. Og det er ofte den erfaring, der kræves. Har du været med til at drive en virksomhed med 200 mio. kr. i omsætning, er det en meget stor udfordring at rådgive en adm. direktør, der står med en forretning, der har 14 mia. kr. i omsætning,« siger Nina Nærby.
Ud af 24 bestyrelsesformænd i C25 er kun to kvinder, Dominique Reiniche i Chr. Hansen og Deirdre Connelly i Genmab. Og der er i øjeblikket tre kvindelige adm. direktører blandt C25-selskaberne.
»Man behøver ikke at have været adm. direktør for at blive bestyrelsesformand. Man kan også have en anden baggrund på C-level. Men det er her, vi skal sætte ind. Får vi flere i topledelsen, får vi flere i bestyrelserne,« siger Jens Munch Holst.
Ser man på det samlede erhvervsliv, halter ligestillingen i bestyrelserne mere.
Tal fra Erhvervsstyrelsen viser, at i 2021 var knap 20 pct. af bestyrelsesmedlemmerne kvinder i de 2.387 virksomheder, der er underlagt et lovkrav om at opstille mål for den kønsmæssige sammensætning. I 44 pct. af virksomhedernes bestyrelser var der slet ingen kvinder.
»I gennemsnit lever C25-selskaberne op til de krav, der er stillet om 40 pct., og jeg vil forvente, at det smitter af på de små og mellemstore selskaber over de kommende år. Vi har set en markant progression igennem de seneste fem år, hvilket i høj grad udtrykker, at der sidder formænd og bestyrelser og arbejder meget seriøst med emnet og diversitet generelt,« siger Mette Aagaard, der er partner i Korn Ferry.