»Samfundet bliver et mere kaotisk sted for alle, når vi ignorerer de udstødte«
Édouard Louis har fået stjernestatus som kompromisløs arbejderstemme i en litteratur, der havde tabt interessen for ulighed og fattigdom. Den franske forfatter skåner ingen i sin kritik af klassesamfundet. Heller ikke de skandinaviske lande, der i årtier har brystet sig af en lighed, som ikke eksisterer.
På en af de forreste rækker sad en ældre, gråhåret mand i nystrøget skjorte og græd. Den sidste time havde han lagt øre til en strøm af ord, der indimellem tvang et hvidt lommetørklæde frem for at befri hans ene øjenkrog for vand. Nu fik tårerne frit løb, og ligesom resten af salen i Aarhus rejste manden sig op, mens han slog hænderne sammen i højlydt begejstring.
Bag ham stod tre helt unge kvinder og lignede en flok veninder, der lige havde overværet en popsanger aflevere deres yndlingsnummer.
»Han er fantastisk,« råbte den ene af dem, mens hun rystede på hovedet, som om hun ikke helt forstod, at det, hun lige havde oplevet, virkelig havde fundet sted.
