Fortsæt til indhold

Karriererådgiver: Man er aldrig for gammel til at skifte spor

Siden coronapandemien ønsker flere at arbejde med et helt nyt område, viser en amerikansk undersøgelse. Det er aldrig for sent at skifte spor, mener karriererådgiver.

Foto: Colourbox.
Karriere

Vi skifter job som aldrig før. Men tanken om at teste sine færdigheder på et helt nyt område og skifte karriere er også ved at blive mere og mere udbredt, viser en amerikansk undersøgelse. Det skriver CNBC.

Coronapandemien tvang mange til at gentænke deres arbejdsliv og forsøge sig med andre måder at opbygge det på. Det kunne ses på forskellige måder – fra at generere passiv indtægt gennem investeringer til fjernarbejde.

Samtidig voksede ønsket om at skifte spor og prøve en helt ny karriere af. Siden pandemiens begyndelse har 22 pct. overvejet et karriereskifte, viser en undersøgelse blandt amerikanske arbejdere, skriver mediet.

Det gælder måske især for medarbejdere over 40 år, som karriererådgiver og direktør for konsulentfirmaet Career Nomad Patrice Lindo ser flere og flere af.

»Konceptet om, at man kan være ’for gammel’ til at nulstille sin karriere og prøve noget nyt, bliver mere og mere forældet,« siger Patrice Lindo til CNBC.

Det kan dog være særligt svært for arbejdere mellem 45 og 64 år. I en amerikansk undersøgelse svarede virksomheder, at de var mindst tilbøjelige til at give netop denne aldersgruppe et job, hvor de skal oplæres på et helt nyt område.

Men det er aldrig for sent, lyder det fra karriererådgiveren:

»Når jeg arbejder med klienter, der vil starte en ny karriere senere i deres liv, handler det om at fremhæve værdien af deres samlede erfaring, og sætte fokus på muligheden for at blive ved med at lære og omstille sig.«

Generelt har der været markant flere jobskifte de seneste år. Det gør sig også gældende i Danmark, hvor der i 2022 blev sat rekord siden 2009.

I 2022 skete det 968.600 gange, at en person begyndte i et nyt job, viste tal fra dataportalen Jobindsats, der drives af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.