En fatal cykeltur i skoven skulle blive afgørende for Jens Lunn og minde ham om topcheferne i hans arbejde

En cykeltur i skoven med vennerne på en helt normal lørdag i oktober udviklede sig til en voldsom oplevelse for Jens Lunn. En kæp i forhjulet sendte ham flyvende over styret og ud i en personlig krise.

Det blev en hård kamp tilbage til jobbet, som ændrede Jens Lunns forståelse af, hvorfor arbejdet var vigtigt.

Den 60-årige Jens Lunn er ellers vant til at håndtere kriser. Han er selv leder i AS3 Executive, der rådgiver chefer på allerøverste ledelsesniveau, når de har mistet jobbet.

Der gik alligevel lidt tid, inden Jens Lunn indså, at kriserne, han kendte fra jobbet, kunne bruges til at forstå hans eget cykelstyrt.

Jens Lunn vidste godt, at ambulancen skulle komme med udrykning, da vennerne diskuterede på grusvejen ved siden af den smadrede Canyon-cykel, om det var nødvendigt.

Han kunne ikke få luft ned i lungerne, så han kunne ikke være med i diskussionen.

Ambulanceredderne vidste det også godt, da de roligt kørte op til udkanten af skoven ved Buresø. Målingen af ingen ilt i Jens Lunns blod fik sat de blå blink i gang, og traumeopkaldet fortalte, at det var alvorligt.

Jens Lunn kan godt lide at tegne på tavlen, når han skal fortælle om sit job. Det er særligt bjerge, der bliver symbolet på, hvordan topchefer skal forstå deres egen krise.

Den ene tinde viser dér, hvor topcheferne fra Danmarks største firmaer er, inden de bliver fyret. De er vant til at hoppe direkte over til næste tinde, når de er blevet forfremmet eller headhuntet igennem en lang karriere.

Men nu har fyringssedlen fundet vej til deres bord. Derfor skal de hele vejen ned ad bjerget, igennem dalen og op ad bjergsiden, inden de kan lande i det rigtige nye job.

»Bestyrelsesformanden kalder dig jo bare op og siger, at i dag slutter samarbejdet. Så tager de telefonen, kreditkortet og firmabilen. Du får måske lov til at sige farvel til personalet. Men ellers er det hjem med taxa og fortælle familien, at man er blevet fyret,« siger Jens Lunn.

Han ved godt, at han er på vej ned ad bjerget, som han ligger der på operationsbordet uden bedøvelse og skriger.

Han har brækket alle sine ribben. Den ene lunge er punkteret. Kravebenet er revet over.

Natten efter operationen går med bekymringer. Kommer han nogensinde til at spise selv igen? Kan han arbejde i fremtiden?

Jens Lunn tænker på de mennesker, som han er noget for. Han er vant til at være udødelig i sine børns øjne. Kommer han til at kunne gøre det samme med og for sin kone, som han plejer?

Han tænker på jobbet og skriver en sms til sin chef.

I morfinrusen sniger uhyggelige drømme sig ind. En lavine fra bjerget begraver og kvæler ham. I en grotte stiger vandstanden, indtil han ikke kan trække vejret længere.

Chefen bliver rystet, da han kommer forbi søndag aften. Det er en blå og gul Jens Lunn med ilt ind igennem næsen, som møder ham. Han skal bare tage den med ro, siger chefen.

Men Jens Lunn tænker mest på at komme tilbage til jobbet, og om han kommer til at fungere, som han plejer.

Fra det ene øjeblik er han gået fra, at der var en masse mennesker, der var afhængige af ham, til, at nu er han afhængig af chefens forståelse, sygeplejerskens hjælp og konens besøg.

»Pludselig så var jeg ikke en skid,« siger Jens Lunn.

Han har rådgivet flere topchefer, som ikke har fortalt familien det, når de er blevet fyret. Det er for svært at miste den anseelse og betydning, som man har haft for andre.

De er blevet sendt ud ad bagdøren efter fyringen og har ikke fået lov at sige farvel til medarbejderne. De kan have haft en helt bestemt identitet med magt og indflydelse dagen inden fyringen, og pludselig er der larmende stille.

Jens Lunn lærer i perioden efter sit styrt og de otte dages indlæggelse, at det er vigtigt at snakke med andre. Det er som topchefen, der har brug for at snakke med en rådgiver, som ikke er personligt investeret i fyringen.

Psykologen fortæller også Jens Lunn, at så længe han kan snakke om kvælningsdrømmene og traumet, så går det faktisk meget godt.

Det kan være svært at se sig selv udefra. Spejlbilledet skal man nogle gange have andre til at vise en.

»Det oplever jeg hos de folk, der kommer hos mig. De er ikke i nærheden af at se det, som jeg kan se. Det var også svært for mig selv efter mit styrt,« siger Jens Lunn.

Det er dog også svært at vende tilbage til jobbet – her kan andres blikke blive hæmmende.

Jens Lunn har engang rådgivet en direktør, der var blevet fyret, som ikke ville komme til sin søns fodboldkamp. Han var sikker på, at alle ville kigge på ham og vide, at han havde fået sparket.

Sådan har Jens Lunn det også.

Kravebenet hænger stadig, og selvom man ikke lægger mærke til det, før Jens Lunn gør en opmærksom på det, så føler han selv, at det er noget, alle kan se.

Det rammer også hårdt, da en kollega ikke mener, at han kan arbejde, imens han trapper ud af morfinen. For hvor mange går og betvivler hans arbejde, fordi han stadig har brug for morfinen mod smerterne?

Selvom kampen tilbage til jobbet var noget af det vigtigste for Jens Lunn, så ændrede styrtet alligevel, hvordan han så på det.

Når han rådgiver topchefer, der skal finde tilbage til jobbet, så er det vigtigt, at de gør op med sig selv, hvornår de er glade, og hvilken type job de gerne vil have.

Jens Lunn har selv indset, at jobbet ikke er det vigtigste i hans liv.

»Det værste er jo ikke at blive fyret, eller at nogen fortæller dig, at du ikke har løst en opgave godt nok. Der er ting, der er langt vigtigere i livet. Det blev tydeligt for mig efter mit styrt,« siger Jens Lunn.

Han elsker stadig sit job. Det mærker man, når han tegner på tavlen og indlever sig i, hvordan han kan hjælpe andre, der kommer ud for en krise.

Men det vigtigste for ham nu handler mere om at være noget for nogle andre end det at være noget i sig selv.

Han har også et godt råd til andre, når krisen rammer.

»Tag det helt stille og roligt – få luft ind – fald helt ned, og tro på, at du ikke er den første eller den sidste, der har været her. Det skal nok blive godt igen,« siger Jens Lunn.

Han er i dag morfinfri, arbejder fuldtid og er også begyndt at cykle igen. Han holder dog en lille smule mere afstand, når han skal ligge på hjul af andre.