5 tegn: Sådan finder du ud af, om du bør søge et nyt job
Der kan være flere tegn på, at det giver mening at se sig om efter et nyt arbejde, skriver Forbes, der peger på fem faktorer værd at holde øje med i en travl hverdag.
I en travl hverdag, når en arbejdsopgave tager den næste, kan det måske være svært at nå at mærke efter, om jobbet stadig giver mening for en.
For selv om der kan være åbenlyse signaler til, at det er tid til at søge et nyt job, kan der også være mere subtile tegn, skriver erhvervsmediet Forbes, der har samlet en liste over tegn på, at det kan være en god idé at opsøge nye jobmuligheder.
1. Du lærer ikke noget nyt
Mens økonomisk stabilitet er essentielt, så handler en tilfredsstillende karriere også ofte om mere end lønsedlen, skriver Forbes-journalisten, der opfordrer til at søge et job med flere læringsmuligheder.
2. Dine værdier stemmer ikke overens med virksomhedens værdier
»Et arbejde bør helst ikke betyde, at du er nødt til at gå på kompromis med dine værdier,« skriver Forbes-journalisten.
Om det er den retning, virksomheden er på vej mod, eller om det handler om virksomhedskulturen, kan det være et tegn på, at det er tid til at opdatere sit cv og se sig om efter nye muligheder, lyder det.
3. Du føler dig usynlig
Hvis dit arbejde ofte bliver overset, eller dine idéer skudt ned, kan det være tid til at finde et nye arbejde, hvor den værdi, du skaber for virksomheden, bliver anerkendt, lyder opfordringen.
4. Der er ingen forfremmelse i sigte
Hvis du ønsker mere ansvar, men aldrig får muligheden for at stige i graderne eller udvide dine arbejdsopgaver, er det måske tid til at se, hvad andre virksomheder kan tilbyde dig, lyder det.
5. Du brokker dig ofte over dit arbejde
»Hvis du konstant brokker dig over dit arbejde, er det et tegn på stor utilfredshed. Det er tid til at finde en rolle, der får dig til at se det positive igen, når ulemperne overskygger fordelene,« skriver Forbes.



