Amerikansk undersøgelse: Flere virksomheder sætter kompetencer over uddannelse ved rekruttering
Antallet af år på skolebænken eller år med erhvervserfaring betyder ikke længere helt så meget, når virksomheder rekrutterer, viser data fra amerikanske virksomheder.
Det lange cv, der bevidner mange år på skolebænken, er ikke længere helt så vigtigt, når det handler om at lande et nyt job.
Sådan ser det i hvert fald ud baseret på en amerikansk undersøgelse, skriver CNBC.
Halvdelen af virksomhederne på hjemmesiden med jobannoncer Indeed stiller ikke krav til, at ansøgeren skal have en bestemt uddannelsesbaggrund eller en uddannelse overhovedet.
Derudover er antallet af virksomheder, der stiller specifikke krav til antallet af år med erhvervserfaring, faldet med 10 procentpoint til 30 pct. i løbet af de sidste to år.
Og i en undersøgelse, foretaget af virksomheden Ziprecruiter, med 2000 arbejdsgivere svarer 45 pct., at de har fjernet krav til uddannelsesbaggrund for flere roller det sidste år, mens 72 pct. svarer, at de nu prioriterer kompetencer over certifikater, når de ansætter.
Det er en udvikling, der er sket efter coronapandemien, hvor efterspørgslen på arbejdskraft i USA nåede nye højder, skriver CNBC. Virksomhederne har kæmpet med at besætte stillingerne og konkurrencen om talenterne har været høj.
I Danmark har efterspørgslen på arbejdskraft også været høj.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af beskæftigede er vokset med 34.200 hen over det seneste år, skriver Ritzau.
Og Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv, sagde til mediet i april, at det er »mildt sagt en høj og imponerende jobvækst, vi ser i øjeblikket«.
»Jeg havde ikke min vildeste fantasi forestillet mig en så høj jobvækst efter en periode, hvor den indenlandske økonomi ellers har stået i stampe over de seneste 2 år, skriver han i en kommentar til tallene,« uddyber Stramer i en skriftlig kommentar til Ritzau.



