»Jeg døde groft sagt karrieremæssigt i det sekund, jeg sagde, jeg var gravid«
Direktør for forretningsudvikling i Totalkredit oplevede tidligere i karrieren, at en periode på barsel betød, at hun ikke længere var i spil til de spændende opgaver og endte med at skifte job. Hun mener, det har rigtig stor betydning, at mænd også tager barsel.
Det har rigtig stor betydning, at mænd også tager barsel og oplever at være »mindre god arbejdskraft« på lige fod med kvinder.
Sådan lyder det fra Iben Rohde i et interview med Djøfbladet, hvor hun reflekterer over sin karriere og vejen til stillingen som direktør for forretningsudvikling i Totalkredit og en del af direktionen.
Rohde arbejdede i Finansministeriet fra 2008 til 2016, inden hun skiftede til koncernen Nykredit. I flere år havde det været »en fest« at arbejde i ministeriet – med højt tempo og tilsvarende høj arbejdskapacitet. Men efter en graviditet og en barselsperiode var det nødvendigt at »genopfinde sig selv«, og det førte ultimativt til et jobskifte.
»Jeg døde groft sagt karrieremæssigt i det sekund, jeg sagde, jeg var gravid. Det var ikke enestående i Finansministeriet; jeg tror, det gælder for mange kvinder i forbindelse med graviditet og barsel. Pludselig er man ikke længere i spil til de spændende opgaver, fordi man skal en længere periode på barsel. Så er det alt andet nemmere med én, som ikke skal,« siger Iben Rohde til Djøfbladet.
Direktøren glæder sig derfor også over, at Nykredit-koncernen nu har indført 26 ugers betalt barsel til mænd. Generelt mener hun, at det som leder er vigtigt at være opmærksom på, at unge medarbejdere »tjekker ud« i en periode – ikke kun i forbindelse med barsel, men også en pause i arbejdslivet.
Det er et tegn på en »sundere og mere reflekteret tilgang til balancering i livet«, mener Rohde, der opfordrer chefer til at tænke dette aspekt ind i måden at lede på.
Iben Rohde har vundet Djøfs lederpris 2024.



