Mick Øgendahl bliver usikker på det hele, når premieredatoen nærmer sig

Kort for hovedet, irritabel og en verbal skidtspand, der bliver tømt ud over andre.

Sådan opfører Mick Øgendahl sig, når han kommer tæt på premieredatoen for sine standup-shows.

Hans kone har vænnet sig til det, men det havde nær kostet ham venskabet til Frank Hvam.

Han og Hvam fik klinket skårene, og venskabet består. Til gengæld bliver Mick Øgendahl næppe venner med en Audi TT og den mand, der på en togrejse spiste peberfrugt og pillede æg på armstøtten ved siden af komikeren.

Hvilken samtale står klarest for dig?

»Jeg ved hundrede procent, hvilken samtale der står klarest for mig. Men jeg kan ikke tillade mig at dele den med andre, da der sikkert er flere sider af den sag. Men det er en samtale, som fandt sted i mit unge liv, og stadig efterlader mig med et tomrum. Et svigt, en uretfærdighed. Noget, jeg aldrig vil tilgive. Men jeg har pakket det væk, for livet må gå videre. Samtalen har gjort mig bevidst om at sige fra. Den har gjort mig mere skeptisk over, hvilket motiv andre mennesker har. Jeg har lært, hvad man kan forvente, og nok især, hvad man ikke kan forvente af andre mennesker og har siden da altid gjort tingene på mine præmisser og med bevidstheden om, at noget gik i stykker for evigt.«

Hvad forstår vi ikke ved din profession?

»Alt det udenom. Lancering af markedsføringskampagne, presse, SoMe. En lavpraktisk køreplan omkring logistik og afvikling. Det er jo ikke kun at stå på scenen. Der er skrivefasen, prøveforløb og indholdsmæssige overvejelser af den kreative proces, der trækker tænder ud. Man er manuskriptforfatter og instruktør for sig selv og performer selv på scenen. En ensom enmandshær. Man bliver porøs, tyndhudet, ulidelig og afleverer i den fase en skidtspand på andre i ny og næ. Efter mange shows har min kone vænnet sig til det, men det er selvfølgelig lidt hårdt for mine børn, når de har været vidne til det. De har jo trods alt ikke prøvet det lige så mange gange som hende. Det er også gået ud over elskelige Frank Hvam. Vi lavede et show sammen for et par år siden, hvor det eksploderede lidt mellem hænderne på os under prøveforløbet. Vi fik klinket skårene, men så gik det galt igen, da jeg skulle øve op til Bad Boy (showet, som Mick Øgendahl turnerer med lige nu, red.), og han skulle øve op til en special på TV 2. Vi delte scenen på et lille teater på Amager og endte det samme sted igen. Det var især mig, der var umulig og urimelig midt i den proces, hvor man er så usikker på det hele. Efter det var vi nødt til at træffe en voksen beslutning om, at vi fremover vil være venner frem for kollegaer. Men det er en proces, der koster. Ikke kun for mig, men også for dem omkring mig.«

Hvad giver dig den stærkeste følelse af mening i livet?

»Der er jo mange røvkedelige svar på dette. Men hvis man skal sætte sig op i helikopteren, må det være, at alle har berettigelse til at være her. Der må være en grund til, at vi er sat på Jorden sammen. Vi skal kunne rumme hinanden. Det er der rigtig mange, der i forsøget på at være ih og åh så rummelige ender med slet ikke at være det. Jeg bliver usikker på folk, der siger et og gør noget andet. Det er, som om nogen har bestemt, at der kun findes en form for rummelighed, og har man ikke den, har man ingen berettigelse. Der er nogen, som har virkelig travlt med at udskamme, hvis man ikke rammer inden for skiven af en eller anden subjektiv forståelse af rummelighed. Folk får beskidte ører, som jeg kalder det. Folk hører ikke, hvad der bliver sagt, men kun, hvordan det bliver sagt. Og selvom noget er sagt i bedste mening, kan selv ét enkelt ord hakkes ned på. Det er dumt. Jeg syntes, min kollega Brian Mørk havde et opslag, der viser pointen. Han skrev på X (forhenværende Twitter, red.), at han håbede, at han kunne lære sine døtre at forsvare sig. Det opslag startede en bølge af 2.-, 3.- og 4.-generationsfeminister, der syntes, at han var et kæmpe mandesvin. Jeg har ikke selv fulgt de grimme kommentarer, men som jeg ser det, er det egentlig bare en far, der vil det bedste for sine døtre. Det var vel konteksten af det, han skrev, men det var der rigtig mange, der ikke havde lyst til at forstå på den måde.«

Hvilken konkret ting kunne du aldrig finde på at skille dig af med?

»Hvis vi kigger ud over familien og orienterer os mod det materialistiske, er det meget miljø-uforsvarlige svar: Min bil. Det er mit rullende kontor. Den betyder meget for mig. Der skal være rent og ordentligt. I det øjeblik jeg sætter mig ind i bilen, skal der være ro. En metalkasse, hvor jeg kan gå i zen. En rullende meditation, som tager mig fra A til B, inden jeg skal ind og være kreativ og jonglere i et univers af ukendte faktorer. Al respekt for DSB og sloganet ”I toget er tiden din egen,” men jeg har ikke så meget tid, og jeg bryder mig ikke om togbusser. Jeg har både på godt og ondt kørt meget i tog tidligere. Jeg sad engang ved siden af en person, der virkelig gerne ville snakke og spiste rød peber, som var det et æble. Heldigvis sluttede vedkommende af med at pille et æg på armlænet mellem os. Og det var helt på sin plads, for den nye lugt af prut blandede sig så fint med de andre prutter i vognen. Da jeg steg af, tænkte jeg bare: Aldrig igen.«

Hvad siger din kritiske stemme i hovedet til dig?

»Jeg har hver dag mange interne drøftelser med mig selv. Men hvis jeg skal stoppe navlepilleriet, er det nok Jordens eksistens. Jeg er – helt kynisk – ved at være ret ligeglad med, om mennesker slår hinanden ihjel – for hvis vi ikke har en jord, de kan gøre det på, så løser problemet jo sig selv. Det siger jeg sådan set uden at tage stilling til nogen som helst konflikter. Earth Overshoot Day (Dagen, der markerer, hvornår menneskeheden har forbrugt den mængde ressourcer, som Jorden naturligt kan nå at genskabe inden det nye år, red.) falder tidligere og tidligere hvert år. Vi forsøger at gå fra lineær økonomi til cirkulær økonomi. Men vi har i de seneste halvfjerds år – mindst – forsøgt at bygge civilisationer på evig vækst. Da finanskrisen kom, var regeringens svar, at vi skulle ud at købe fjernsyn og samtalekøkkener. Jeg bliver angst over den magtesløshed, vi alle sammen står i, som overskygger alle andre konflikter og problemer. Som enkeltperson kan man ikke gøre noget. Jeg håber, at der kommer en, som ser lyset bedre end mig. En, som stiller sig op og pejler os i retning af et fyrtårn, vi kan sejle imod, så alt kan blive godt. Det fyrtårn kan jeg bare ikke se i horisonten. Alt ville gå i stå, hvis vi alle levede af nedfaldsfrugt og gik i genbrugstøj. Men min dum-hjerne kan ikke løse det. Tit løser problemer sig, når man har sovet på dem, men jeg synes, at jeg har sovet rigtig mange gange uden en løsning. Og der kommer vi tilbage til min egen kritiske stemme i hovedet: Kan jeg ændre noget? Kan vi nå det i tide? Skuden skal vendes, og verden er ikke enig om, hvilken retning fyrtårnet ligger i.«

Hvad er det dummeste, du har brugt penge på?

»En sølvgrå Audi TT. En sportsvogn. Hvad fanden skulle jeg med den? Jeg er en bonderøv fra Falster. Jeg fandt mig aldrig til rette i den. Solgte den fire måneder senere med et kæmpe tab. De dummeste penge nogensinde brugt, og de bedste penge jeg har tabt på at blive sat fri igen. Præcis hvor meget jeg mistede på den bil, får du sgu ikke ud af mig. Det er simpelthen for pinligt.«