Når Phillip Faber står med dirigentpinden i hånden føler han sig fuldstændig afklædt. Orkestret kan se hver en usikkerhed

Da koncertmesteren for cellogruppen tog en dyb vejrtrækning som tegn til sin egen gruppe, vidste Phillip Faber, at han var blevet gennemskuet.

På baggrund af en lille fejl havde en af musikerne i orkestret mistet tilliden til ham, og med den vejrtrækning tog han ejerskabet fra ham.

I 10 år var Phillip Faber chefdirigent for DR Pigekoret. Men i 2023 sadlede han om. Han ville »gøre noget, der er svært«. Og det er det at dirigere orkestre.

Hvad forstår vi ikke ved din profession?

»Alle spørger mig, om en dirigent ikke bare vifter med armene. Men man bruger et helt liv på en knudret og besværlig uddannelsesproces, for at det i sidste ende både føles og ser nemt ud,« siger Phillip Faber.

I det hele taget tror han ikke, at andre forstår, hvor ubehageligt det kan føles at have dirigentpinden i hånden.

»Det er som at stå afklædt foran 100 mennesker. De kan gennemskue, hvor forberedt du er, og de aflæser hver en intention og usikker tanke på en voldsom og kontant måde. Det er en meget gammeldags arbejdsplads, og der er ikke mange steder længere, hvor der er enevælde. Men det er der her,« siger den 40-årige folkekære dirigent, tv-vært og komponist.

Enevældet giver dirigenten et enormt ansvar, som skal forvaltes. Hvis Phillip Faber laver fejl, sætter det musikerne i et dårligt lys. Det fik han at mærke, da han glemte at give tegn til den indsats, som fik koncertmesteren fra cellogruppen til at overtage.

»Jeg forstod ikke, at der skulle så lidt til, men hvis jeg spoler tilbage og kigger på min adfærd og min måde at tage rummet på, så kan jeg godt forstå ham. Men det var enormt ubehageligt, og derefter skal man godt nok stole meget på sig selv, hvis man skal op på hesten igen,« siger han.

Hvad giver dig den stærkeste følelse af mening i livet?

»Det giver meget mening for mig, når jeg spiller en rolle i andre menneskers liv, og det var også afsættet til, at jeg blev dirigent i sin tid.«

Under coronanedlukningen lærte mange danskere Phillip Fabers ansigt at kende. Ifølge DR tændte mere end 1 mio. seere for deres tv på samme tid til ”Fællessang – hver for sig”.

»Jeg er hverken sanger eller pianist, men der var jeg med til, at musikken kom til at spille en rolle i utrolig mange menneskers liv. Pludselig var musikken ikke kun pynt, men en nødvendighed, og det gjorde mig helt enormt glad.«

Meningen med at være noget for andre finder han også ved at være far. Han har to sønner på henholdsvis et og syv år.

Hvilken samtale står klarest for dig?

»Lige for tiden er det en samtale med min ældste søn, August. Hvis vi skal ud af døren, eller hvis vi skal nå noget, bliver jeg stresset, og det synes min søn er ubehageligt. En dag sagde han til mig ”far, hvorfor er du så stresset, det er ikke særlig rart.”«

Phillip Faber roste sin søn for at sige fra, hvorefter sønnen svarede: »Jamen, du er jo min far.«

»Først fik jeg det dårligt. Måske mente han, at jeg som hans far ikke burde tale skarpt til ham. Men bagefter blev jeg stolt og glad, fordi jeg indså, at vi har en relation, hvor han ikke bliver skræmt, hvis jeg er i dårligt humør, men derimod bare beder mig om at slappe af.«

Hvad siger din kritiske stemme i hovedet til dig?

»Det er et stort skifte at gå fra at dirigere kor til at dirigere orkester. Det er som at gå fra at male vægge til at male landskabsmalerier, og det er i øvrigt en helt anden uddannelse, som jeg heller ikke har,« fortæller han.

I det skifte kommer Phillip Faber til at koncentrere sig meget om, hvad orkestrene og musikerne tænker. Han overvejer, hvem der har dirigeret sidst, og hvor mange gange orkestret har spillet stykket, før han træder ind.

»Usikkerhederne kommer fra mig selv, men det er en meget hård verden, og den feedback, jeg får fra musikerne, er enormt hård.«

Alligevel holder han meget af sit job.

»Når det lykkes mig at få fat i tøjlerne på musikken og få den bragt derhen, hvor jeg gerne vil, mærker jeg simpelthen et brus i min krop, som ikke kan sammenlignes med noget, jeg har prøvet før,« fortæller han.

Hvilken konkret ting kunne du aldrig finde på at skille dig af med?

»Jeg er ikke så knyttet til ting, men jeg har et flygel, som alligevel betyder noget for mig. Jeg elsker at sidde og spille, og det gør jeg nok, fordi jeg netop ikke er pianist. Der er ingen, der har slået mig over fingrene og bedt mig om at øve, jeg har bare altid haft en spilleglæde.«

Han købte flygelet for penge, han ud af det blå arvede fra en onkel.

»Han havde ikke kongens mønt, men da han pludselig døde, viste det sig, at han havde testamenteret sin livsforsikring til mig. Jeg havde ikke haft kontakt til ham i nogle år, så det var en stor overraskelse, som jeg ærede ved at købe det bedste flygel, der var muligt for de penge.«

Hvad er det dummeste, du har brugt penge på?

»Jeg elsker at købe jakkesæt og blazere fra Italien, og nogle af dem går jeg ikke så meget med, før jeg finder en ny. Jeg plejede også at købe mit eget tøj til ”Den klassiske musikquiz” på DR, så jeg har nogle helt sindssyge jakker hængende, som jeg simpelthen ikke kan gå med privat. Jeg vil gerne finde en sjov måde at give dem videre,« siger dirigenten.