Anders Holch Povlsen lever og ånder for Bestseller: »Går jeg en dag på jagt, savner jeg mit arbejde«
I et eksklusivt interview med Finans deler Anders Holch Povlsen for første gang sine tanker om, hvem der skal overtage Bestseller.
Anders Holch Povlsen standser et øjeblik foran glasdøren til Bestsellers nyåbnede flagskibsbutik i København.
Det er sidste fredag før jul. Udenfor på Gammeltorv bimler julemarkedet. Indenfor er butikken fyldt med mennesker, der har været med hele vejen: medarbejdere, samarbejdspartnere, venner og familie.
Bestseller-ejeren er kommet til hovedstaden for at fejre butiksåbningen sammen med dem.
Der bliver uddelt håndtryk og kram, serveret vin og øl og postevand på dåse, der er bobler, Bruun Kola og kanapéer. En dj lægger et tæppe af loungepræget house over samtalerne.
Anders Holch Povlsen er egentlig klar til at tage ordet. Men han venter. Der mangler én. Så får han øje på hende gennem glasdøren.
Merete Bech Povlsen har været fanget i den københavnske juletrafik. Nu træder hun ind fra kulden og bliver omsluttet af varme knus fra sin søn, hans kone og et af sine børnebørn.
Mor er ankommet. Med familien i butikken kan Anders Holch Povlsen holde sin tale.
»Man kan se, vi har gjort os umage,« siger Anders Holch Povlsen fra den specialfremstillede trappe i sortbruneret stål, som fører op til butikkens førstesal.
Hans mor, som også er Bestsellers bestyrelsesleder, sender smil til sin søn. Hans hustru lytter. Hun blev ansat i Bestseller i 1997. Datteren hviler sit hoved på sin mors skulder. Hun har indtil for nylig arbejdet i Bestsellers butik i Aarhus.
Familien Holch Povlsen er Bestseller – Bestseller er familien Holch Povlsen.

