Fortsæt til indhold

Virksomheder ansætter flere ud fra uopfordrede ansøgninger

Selvom drømmejobbet ikke er slået officielt op, kan du stadig søge det. Virksomhederne bliver smigret af uopfordrede ansøgninger, mener rekrutteringsekspert.

Uopfordrede ansøgninger er en sund disciplin for den jobsøgende at kaste sig ud i, for de bliver langt skarpere på, hvad de kan bidrage med, fortæller Morten Ballisager. Foto: Arkivfoto.
Karriere

Hvis du sidder og venter på, at det perfekte job bliver slået op som en officiel stilling, kan du risikere at vente lang tid. I stedet kan du have mere held med at opfinde jobbet selv og sende en uopfordret ansøgning.

Det viser en ny undersøgelse fra konsulenthuset Ballisager, hvor tre ud af fire virksomheder oplyser, at de har ansat jobsøgende, der søgte uopfordret. I samme undersøgelse havde 30 pct. af virksomhederne ansat én, der søgte uopfordret, ved den seneste ansættelse.

Men alligevel oplever Ballisager, at der er mange jobsøgende, der kun sender en ansøgning af sted, hvis jobbet er blevet slået op som en officiel stilling.

»Der er to aspekter, der gør, at der ikke er så mange, der sender uopfordrede ansøgninger. Den ene er, at det er svært. Den anden er, at det er en mental udfordring for mange. Flere jobsøgende føler sig anmassende, når de sender en uopfordret ansøgning eller måske ligefrem møder fysisk frem for at aflevere den. Men man skal vide, at de fleste virksomheder faktisk føler sig smigret, når det sker,« siger Morten Ballisager, der er rekrutteringsekspert og adm. direktør i Ballisager.

Når jobbet er blevet slået op, har de jobsøgende en køreplan, og de ved, at der er en efterspørgsel. Ved uopfordrede ansøgninger bliver den jobsøgende nødt til at stille og besvare spørgsmål som: »Hvilke virksomheder er interessante? Hvem skal jeg tale med? Hvad synes de er attraktivt?«

Netop den del af jobsøgningen er en rigtig sund disciplin for den jobsøgende at kaste sig ud i, for de bliver langt skarpere på, hvad de kan bidrage med, fortæller Morten Ballisager.

Men hvis det ikke lykkedes at få jobbet ved den uopfordrede ansøgning, er det ikke nødvendigvis fordi, den jobsøgende ikke er kvalificeret.

»Der er rigtig meget held involveret, hvis man får et job på baggrund af en uopfordret ansøgning. Når vi spørger virksomhederne, svarer de, at det ofte handler om timing. De jobsøgende havde simpelthen noget, virksomheden manglede på det tidspunkt,« siger Morten Ballisager.

Udover at være heldig, er der dog også andet, man kan gøre. For en klassisk fejl er, at de jobsøgende kun sender uopfordrede ansøgninger til store virksomheder. De er, ifølge Ballisager, ofte ikke lige så gode til den type ansøgninger, da de er enormt strømlinede, og ikke er lige så lang tid om at fylde en plads, hvis de oplever et behov.

Sigter man derimod mod små og mellemstore virksomheder, vil man oftere opleve, at de måske mangler én, men hvor de endnu ikke har nået at definere behovet og slå en stilling op.