Hvem af karaktererne fra Game of Thrones ville du helst have som chef?
De fleste af de ledende figurer fra tv-serien er morderiske og løgnagtige, men enkelte har potentiale til at tage styringen i en moderne virksomhed på en positiv måde. Det vurderer en karriere-ekspert.
Søndag den 27. august sender det amerikanske tv-selskab HBO det sidste afsnit i syvende og næstsidste sæson af den populære serie Game of Thrones. Serien foregår i et middelalderligt fantasiunivers med drager, hære og kongelige, der slås indbyrdes om magten over syv kongeriger, mens en truende fare nærmer sig fra det kolde nord.
Karriereportalen Linkedin spekulerer i sit nyhedsbrev over, hvilke af de mere magtfulde karakterer fra den populære tv-serie, der ville egne sig som chefer i en moderne verden. I baglæns rækkefølge er her en liste over, hvor duelige de fiktive personer ifølge sitet ville være i en arbejdsmæssig sammenhæng.
Vi skal advare mod spoilers, hvis man ikke er up to date med den seneste sæson.
5. Joffrey Baratheon
Fordele: Linkedins karriereekspert og vicepresident Blake Lawit finder ikke mange positive chef-træk ved den unge og noget uligevægtige konge over det samlede rige, Westeros. Det skulle lige være hans talent for branding vurderet ud fra hans evne til at navngive sine sværd.
Ulemper: Morderisk, impulsiv og en tilsyneladende glæde ved at ydmyge mennesker offentligt, som da han fremviser sin forlovedes fars afhuggede hoved for hende. Han evner desuden ikke at bevare koncentrationen længe ad gangen, så et råd til en ansat under Joffrey vil være at huske en masse billeder og diagrammer i en Powerpoint-præsentation til kongen, med mindre man ønsker et møde, der hurtigt løber af sporet.
Linkedins konklusion: Joffrey er en dårlig chef i alle sammenhænge.
4. Petyr Baelish (også kendt som Littlefinger)
Fordele: Han handler hurtigt og ryster op i tingene. Er ikke bange for at foretage et dristigt træk for at fremme sin egen sag, som da han kaster sin hustru ud fra et flere hundrede meter højt tårn. Er meget ærlig om sin svigefulde natur.
Ulemper: Han fremmer et særdeles politisk og foranderligt arbejdsklima. Den ene dag er man hans yndling, det næste øjeblik bliver man sendt mod det kolde nord for at gifte sig med en psykopatisk fyrstesøn. Ifølge Linkedins karriereekspert kunne medarbejdere let blive trætte af en arbejdsplads præget af kaos og indbyrdes stridigheder.
Linkedins konklusion: Et mindre dårligt valg end kong Joffrey, men hvem er ikke det.
3. Cersei Lannister
Fordele: Den egentlige leder af Westeros har gennemslagskraft. Når hun taler fra jerntronen med sin to og en halv meter høje genoplivede vagt ved sin side, hører folk efter. Kong Joffreys mor er villig til at ofre alt for sine børn, hvilket ifølge Linkedin tegner et billede af en chef, som er god til at passe på de medarbejdere, der er på hendes side.
Ulemper: Hun bærer nag, så siger man som medarbejder en type som hende imod, risikerer man at tilbringe de sølle rester af sit liv i en fangekælder. Hun er impulsiv og planlægger ofte kortsigtet og går derfor fejl af væsentlige detaljer, som da hun sprang en katedral fuld af politiske modstandere – herunder sin kommende svigerdatter – i luften og efterfølgende torturerede en fange i kælderen, hvorved hun undlod at holde øje med sin yngste søn, der sprang i døden af sorg over sit tab.
Linkedins konklusion: Cersei Lannister har visse lederegenskaber, men de dårlige vejer tungere end de gode.
2. Jon Snow
Fordele: Han er villig til at træffe upopulære beslutninger på egen bekostning. Han er god til at se det store perspektiv og er den eneste lederskikkelse, der vender fokus mod den egentlige trussel mod det samlede kongerige, nemlig en hær bestående af zombier og en ond troldmand. Og selv om han vendte tilbage fra døden, praler han ikke med det. Her er måske en chef, som gerne vil dele æren af et fuldendt projekt med sin medarbejder.
Ulemper: Han er dårlig til at uddelegere. Med en hær bag sig behøver man ikke nødvendigvis at opsøge de dødes uhyggelige hær næsten alene eller at ride i spidsen for et alt eller intet-slag eller selv at opsøge en dronning, der kontrollerer tre ildspyende drager. En klassisk fejl fra en førstegangs-leder.
Linkedins konklusion: Meget taler for ham som chef, men han trænger stadig til at modnes i sin personaleledelse.
1. Daenerys Targaryen
Fordele: Den efter eget udsagn retmæssige arving til tronen som øverste regent over de i alt syv kongeriger har vist sig som en principfast leder ved at befri en gruppe slaver. Hun udviser en beundringsværdig evne til at hyre ud fra principper om mangfoldighed – hendes stab af nære rådgivere tæller bl.a. en eunuk, en tidligere slave og farvet kvinde samt en drukfældig dværg. Hun balancerer fint mellem at modtage råd og træffe selvstændige beslutninger.
Ulemper: Hendes lidt for naturlige glæde ved at brænde folk levende ved hjælp af drageild bekymrer Linkedins rådgiver en anelse for meget til, at han er helt tryg ved hendes lederevner.
Linkedins konklusion: Ingen er fuldkommen, og dragemoderen Daenerys er det nærmeste, man kommer en moderne topchef i tv-serien.