Fortsæt til indhold

Sådan håndterer du nepotisme på arbejdspladsen

Nepotisme finder sted i alle erhverv og kan være en risikabel affære, der kan skabe et dårligt arbejdsmiljø. Finans bringer her fire gode råd til at håndtere nepotisme som medarbejder.

Karriere

De fleste kender det stereotype scenarie fra filmens verden, hvor den dovne og talentløse søn skal overtage faderens succesfulde virksomhed uden at have evnerne til det, mens de stræbsomme medarbejdere står i periferien og undrer sig over den katastrofale ledelsesmæssige beslutning.

Også i virkelighedens verden kan nepotisme på arbejdspladsen være en svær pille at sluge for mange medarbejdere. Især hvis en person er blevet ansat på grund af familiære bånd eller privat venskab frem for reelle evner.

Erhvervsmediet The Entrepreneur har snakket med den amerikanske HR-ekspert Heather Huhman og er kommet frem til fire gode råd til, hvordan en medarbejder kan håndtere nepotisme på arbejdspladsen.

1. Kontroller dine følelser og afvent

Tag en dyb indånding. En person kan sagtens have de rette egenskaber, selvom han eller hun er i familie med chefen. Derfor er det vigtigt at analysere situationen, inden man drager konklusioner med den nye "familiære" ansættelse i virksomheden.

»Opfør dig professionelt, og fortsæt med en stærk indsats på jobbet. Hvis man anklager sin arbejdsgiver for nepotisme uden at have begrundelse for anklagen, står man meget dårligt som medarbejder,« siger Heather Huhman.

2. Vær professionel

Nepotisme er ikke fair, og hvis man rent faktisk har fået en inkompetent kollega eller sågar en chef på grund af nepotisme, kan det være svært ikke at blive provokeret eller få lyst til at forlade virksomheden. Nepotisme kan være giftig, men kun hvis du selv tillader det, mener Heather Huhman.

Modstå følgende fristelser: At hidse dig op, dovne den af på jobbet eller sladre til andre kollegaer.

Du kan nemlig arbejde dig ud af enhver negativ situation. så hold fast i dit gåpåmod på arbejdspladsen, kom til tiden og brug tid på at udvikle dine evner og gøre dig bedre. Det kan ingen form for nepotisme konkurrere med.

3. Dokumenter dit gode arbejde i virksomheden

I sager med nepotisme føler medarbejdere sig ofte overset, da de mener, at en stilling er gået til en person, som er mindre kvalificeret end dem selv. Derfor skal du skaffe beviser for din egen succes i virksomheden, der kan bevidne dine kvalifikationer.

Høst al den dokumentation og de data, du kan komme i nærheden af, så du f.eks. kan bevise, at netop din særlige indsats har stor betydning for virksomheden, og du egentlig fortjener den stilling, som er gået til chefens bror.

4. Diskuter nepotismen med en person højere oppe i virksomheden

Hvis nepotisme er et problem for virksomheden, så diskuter det med en person højere oppe i virksomhedshierarkiet, der ikke er involveret i den uberettigede ansættelse.

»Medarbejdere skal være forsigtige med, hvem de klager til, når det kommer til nepotisme,« siger Heather Huhman.

Ifølge HR-eksperten er det derfor nødvendigt at have ordentlig dokumentation for nepotismen. Datoer, vidner og beviser skal nøje fremføres for den indviede.

»Men husk! Når du stikker hovedet frem, vil folk også kigge nærmere på din egen opførsel. Din arbejdsindsats skal derfor være fejlfri,« siger eksperten.